Minimal forsinkelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I løbet af sommerferien har jeg et par gange krydset den dansk-tyske grænse. Man har i medierne og på sociale medier kunnet følge med i det totale hysteri, nogle af grænsekontrollens modstandere har givet udtryk for. Tænk sig, nogle af dem har måttet vente i flere minutter på at komme ind i Danmark. Med al den klynk og gråd må man glæde sig over, at papirservietter sikkert fås til en fordelagtig pris i Fleggaard, nu de alligevel var i området.

Sidst, jeg kørte igennem Slesvig-Holsten på vej mod grænsen, holdt jeg længe i kø grundet vejarbejde. Det tog samlet set en hel del tid. Da jeg kom til grænsen, var der blot en kort kø – det har samlet set ikke forsinket mig med særlig mange sekunder, at der var kontrol.

Jeg undrer mig blot over, hvordan man kan ”brøle ad” grænsekontrollen og samtidig helt fortie det faktum, at den udgør en minimal forsinkelse sammenlagt med snart sagt alle de andre trafikale udfordringer, som Slesvig-Holsten kan udsætte bilisterne for.

Senest har den radikale Christopher Røhl Andersen (JP 19/8) givet udtryk for sin frustration over Danmarks rolle i EU, over grænsekontrollen, brexit, og at vi åbenbart ikke vil flage på EU-dag. Hvis disse bekymringer er hans største problemer, må han da have et fantastisk og legende let liv.

Og så var det – ifølge Røhl Andersen – også synd for de britiske unge, at alle de ældre havde stemt Storbritannien ud af EU. Sikke noget snak. Det er altså sådan, at demokratiet omfatter os alle, men demokratiske beslutninger tilhører dem, der møder frem på dagen. De beslutninger, der træffes igennem folkeafstemninger, er ikke synd for nogen, der aktivt har fravalgt at stemme. Sådan er det jo bare.

Jeg kan undre mig over, at så mange af de EU-begejstrede har så travlt med at tale nationalstaten og de løsninger, der knytter sig til nationalstaten, ned frem for at overveje, hvorfor vi efterhånden er så mange, der hellere vil vedblive i det nationale fællesskab frem for at finde os i overformynderiet fra Bruxelles. For jeg kender ganske enkelt ikke én eneste person, der har noget imod samarbejde. Til gengæld kender jeg rigtig mange, der er dybt, dybt utilfredse med måden, man samarbejder på igennem EU.