Kommunikation skal foregå hurtigt, og vi er på vej til at blive godt og grundigt dummere

Det siges, at overdrivelse fremmer forståelse – men overdrivelse uden videre forklaring fremmer også fordummelse. Og i en tid, da al kommunikation skal foregå hurtigt, er vi på vej til at blive godt og grundigt dummere.

Forældre har ikke tiden til at tage de lange, komplicerede snakke med deres børn, lærere har ingen tid til spontant at bruge en hel skoletime eller -dag til at uddybe noget for eleverne, og medierne – den såkaldte fjerde statsmagt – er holdt op med at levere dybtgravende journalistik til fordel for konstant opdaterede nyhedsrapporter og blogindlæg.

Blogindlæggene er måske det bedste billede på den udpinte journalistik. De er korte, meget ofte intetsigende – og næsten altid ekstremt ensporede, uden substans og med fokus på – netop overdrivelse. Problemet er for det første, at bloggerne i mange tilfælde er ansat på en slags overdrivelses-/provokationskontrakt, og for det andet, at mange af læserne ikke får øje på overdrivelsen og ensporetheden, da dette er blevet den normale journalistiske retorik.

Forenklet, overdreven information

At blive oplyst er altså blevet til en daglig dosis af forenklet, overdreven information, meget ofte fra en “tilfældig” journalists synspunkt, der ikke behøver underbygges. Megen af den øvrige journalistik bygger på nyheder, der er hentet fra udenlandske medier uden at være undersøgt kildekritisk til bunds først.

Selvfølgelig findes der dyberegående journalistik end dette, men sjældent rigtigt dybdeborende (over uger og måneder), og argumentet er selvfølgelig, at der hverken er tid eller råd til det. Læserne vil have noget nyt hele tiden, og det må ikke tage for lang tid at læse det. Ironien er, at medierne er med til at skabe denne læser ved ikke at give ham eller hende udfordringen af solid journalistik.

Der foregår en polarisering uden lige igennem denne fordummende overdrivelse, der gennemsyrer hele vores samfund, og man kan undre sig over, hvorfor der ikke er større fokus på at komme ud af polariseringen og fokusere på nuancerne. Selvfølgelig er det svært for borgeren at få øje på nuancerne, når de intet sted er at finde. Hvordan få øje på noget, der ingen steder er at se? Hvordan tro på noget (ens egne funderinger), der ikke kan spejles?

Ytringer med påvirkning

Konsekvenserne af den (efter min mening bevidste) polarisering, når det kommer til politisk mediedækning, rækker hele vejen fra avisen/tv-nyhederne/debatten til indoktrinering i hjem og skole, mistænksomhed og had iblandt mennesker på gaden og i samfundet – og konflikter imellem lande og kontinenter.

Medierne har i sine ytringer selvfølgelig ikke et ansvar for andres handlinger – men det er ikke ensbetydende med, at de ikke har et ansvar for at have påvirket andre mennesker.

At modsige sig et ansvar for at påvirke andre igennem sine ytringer er det største paradoks, for hvem vil vel udtale sig politisk, samfundsmæssigt eller i det hele taget, hvis ikke for på en eller anden måde at påvirke nogen? Enhver ytring er en form for påvirkning. Det er så modtagerens ansvar at håndtere ytringen og påvirkningen fornuftigt.

Men det er mediernes ansvar at forsøge at belyse enhver sag fra flest mulige vinkler og mest muligt nuanceret, hvilket langtfra er, hvad vi ser i dag.

Alvorlige konsekvenser

Grunden til, at jeg mener, at medierne polariserer bevidst i deres mediedækning, er, at jeg er overbevist om, at de trods alt er klar over, at der mangler nuancer i deres journalistik. Jeg tror, de vælger at køre “overdrivelse fremmer forståelse”-taktikken uden at være fuldt klar over dens alvorlige konsekvenser. Jeg tror simpelthen, at de overvurderer borgerens evne til selv at kunne skelne og tolke informationerne.

Min erfaring er, at det er sjældent, du møder et menneske i dag, der ikke har en noget unuanceret opfattelse af f.eks. muslimer. Selv blandt veluddannede mennesker er der en tendens til enten at se muslimer som nogle stakkels ofre, der er udsat for had og forfølgelse, eller som nogle fundamentalistiske islamister.

Et menneskeligt perspektiv

Det er alt for sjældent, at man hører røster, der både tør være kritiske til mange muslimers diskriminerende kvindesyn, f.eks – og på samme tid tør forsvare, at vi skal tage et selvfølgeligt ansvar for at hjælpe flygtninge og indvandrere ud fra et menneskeligt perspektiv.

Det er frustrerende, at denne polarisering spreder sig ud over hele samfundet, og det er på høje tid, at vi får nogle mere nuancerede røster at høre omkring ethvert aktuelt emne.