Nærområder er blevet en trylleformular, men det er uden hold i virkeligheden

De danske politikeres mantra om, at flygtninge skal blive i nærområderne – og at de har det bedst der – kan jeg slet ikke genkende fra virkelighedens verden. Dette mantra bliver i stedet til et ”ude af øje, ude af sind” og skubber menneskers lidelser langt væk fra danskernes og mediernes bevidsthed.

Jeg er lige vendt hjem fra en udsendelse som læge i Tyrkiet, hvor jeg har arbejdet tæt ved den syriske grænse. Mine opgaver har blandt andet bestået i at støtte 25 klinikker i Syrien med medicin, forsyninger og daglig drift.

Jeg har dagligt stået med svært traumatiserede ofre fra krigen. Og jeg har arbejdet sammen med syriske kolleger, der nok har overlevet fysisk, men som stadig lider mentalt. En af mine lægekolleger har siddet indespærret i et af den syriske regerings fængsler. Det er ikke nemt for ham at tale om det. En anden kollega havde levet under bombardementer i to år, inden han flygtede med sin familie.

4,8 millioner er registreret

Han er konstant stresset, nemt opskræmt, kan ikke koncentrere sig og bliver hver dag nedtrykt over nyheder fra Syrien. Han sover dårligt, har ikke energi til at lave aktiviteter med sine børn og føler, at hans familie er i fare konstant. Han er askegrå at se på. Taler langsomt. Man kan mærke, hvordan han er overbelastet.

Det eneste, man kan forestille sig, der kunne hjælpe ham, ville være, at han og familien fik mulighed for at begynde et nyt liv langt væk fra krigen.

Den mulighed eksisterer ikke. Han er en af de 4,8 millioner syrere, der er registreret i nærområderne, Tyrkiet, Libanon, Jordan, Egypten og Irak. En ganske stor del af de danske politikere synes at være enige om, at nærområderne er det mest passende sted for alle disse dybt traumatiserede flygtninge.

Mantraet er, at vi kan hjælpe flere med færre penge – og jeg fornemmer også en opfattelse af, at det er bedst, at disse flygtninge er tæt på deres egen kultur.

De barske fakta

Men de barske fakta er, at disse nærområder er overbebyrdede og ikke kan og vil modtage flere flygtninge.

Fakta er, at hundrede tusinde syrere er spærret inde i deres krigshærgede land – desperate for at komme væk fra daglige angreb med tøndebomber, artilleri og klyngebomber i Idlib og Hama i det nordlige Syrien.

Deres hospitaler bliver bombet, og i belejrede Homs og Aleppo er der i hver by 200.000-300.000 mennesker, som lige nu forsøger at overleve under de mest katastrofale forhold. Men de kan ikke komme ud. Og hverken Tyrkiet eller Jordan vil have flere.

Det er fakta: Der er ikke mulighed for at skubbe flere syriske flygtninge videre til nærområderne. Og hvis man presser flere flygtninge ind i disse komfortabelt fjerne nærområder, forværres situationen for de tidligere tilkomne syrere. Så hvad er det for et fatamorgana, som danske politikere har udset sig som løsningen på så mange menneskers lidelser?

Kræver kun en anelse kritisk sans

Jeg mener, at de danske politikere mangler at forklare sig. Hvad er det for nogle specifikke lande, de tænker på, når de anbefaler, at flere flygtninge skal være i nærområderne?

Hvordan vil de lave en aftale med de respektive lande, der ikke ønsker flere syriske flygtninge?

Og hvorfor er det, at medierne lader politikerne benytte sig af den trylleformular? Hvorfor kommer der så sjældent nogle opfølgende spørgsmål, der ville afdække, at den mulighed, politikerne tryller frem, simpelthen ikke eksisterer?

Det kræver kun en anelse kritisk sans og fem minutters faktatjek at kunne stille sådan nogle spørgsmål. Det er min påstand, at enhver journalist ville kunne påvise, at der er tale om en trylleformular og et politisk fatamorgana.

Inde i en magisk boble

Jeg skriver ikke dette som naiv humanist. Jeg ved, at Danmark ikke kan modtage alle syriske flygtninge – og at nærområderne selvfølgelig er en del af løsningen. Jeg ved også, at politikerne står over for en opgave, der er enorm, når de fremover skal finde løsninger på flygtningeproblemerne.

Men jeg må oplyse om, at en del politikere og medier befinder sig i en magisk boble, hvor man meget bekvemt nægter at se fakta og realiteter i øjnene. Måske fordi der er så meget fokus på, hvordan vi ”beskytter” vores eget lille samfund. Måske fordi vi ikke orker at forholde os til mere lidelse, og fordi ”ude af øje, ude af sind” fungerer godt som trylleformular.

Jeg ser meget få, der forholder sig til det sundhedsskadelige i at være under konstant stress; at være et midlertidigt sted tæt på konflikten og uden at vide, om man i realiteten også er i sikkerhed der, hvor man nu er.

Jeg ser meget få, der tager hensyn til humanitære principper, og som lægger vægt på vores ansvar for også at modtage individer, der har mistet alt, og som kan få et nyt liv i Danmark – langt fra Syriens grænser. Et sted, hvor flygtninge ikke kan frygte at blive sendt tilbage til Syrien, hvis nærområdet bliver udsat for et militærkup eller et skift i folkestemningen.

Gæve, modige og hjælpsomme

De syrere, jeg har mødt i Tyrkiet, er eksemplariske: gæve, modige og hjælpsomme. Mange er veluddannede. Men de fleste har også forskellige former for belastning og stress. Hvor mange år kan man være i sådan en tilstand, før det får svære konsekvenser for ens mentale og fysiske sundhed?

Det kunne jeg også tænke mig at høre politikerne finde et kvalificeret svar på. Lad os lægge trylleriet til side og tale om virkeligheden. Lige så barsk og voldsom, som den er.