Det blev et forfejlet angreb på Dansk Samling
I Dansk Samling føler vi os forpligtet af bl.a. Hvidstengruppens ofre. Vi mener, at man bedst ærer de faldne nationalt sindede frihedskæmpere ved at fortsætte kampen for Danmarks eksistens.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Er det misbrug af frihedskampen, når Dansk Samling holder møde på Hvidsten Kro? Man får næsten det indtryk, når man læser JP’s artikel 13/8.
Artiklen illustreres med et stort foto af kroværten Søren Fiil, oldebarn af Marius Fiil. Ham har journalisten dog ikke haft held med at pirre: »Der er mange andre partier, der også holder arrangementer herude«, siger kroværten. Også historikeren Claus Bundgård Christensen afholder sig fra moralske domme, men finder det dog »usædvanligt,« at nogle »bruger« Hvidstengruppen politisk.
Dansk Samling bruger ikke Hvidstengruppen politisk. Men vi anerkender gruppens kamp for Danmark og ærer dem, der betalte den højeste pris. Under besættelsen var Dansk Samling stærkt engageret i kampen mod nazisterne. Ved folketingsvalget i 1943 anbefalede Kaj Munk at stemme på Dansk Samling, der som eneste opstillede parti gik imod samarbejdspolitikken. Dansk Samlings medlemmer var aktive i adskillige modstandsgrupper, og Hvidstengruppens Niels Fiil var faktisk medlem af Dansk Samling. Det er altså ikke spor mærkeligt, at Dansk Samling føler sig forbundet med Hvidsten Kro, hvor vi har holdt møder i årevis.
Vi tager ingen til indtægt
Bundgård Christensen er ufin nok til at levere denne udtalelse: »Det havde næppe været muligt for 30 år siden at tage en modstandsgruppe til indtægt på den måde (...) for dengang levede nogle af folkene fra modstandsbevægelsen stadig.«
Som nævnt tager vi ingen til indtægt, og påstanden bliver ekstra absurd, når man ved, at mange modstandsfolk efterfølgende har engageret sig i kampen mod den muslimske indvandring som tidligere nedkastningschef i Jylland, Jens Toldstrup, der i øvrigt var kandidat for Dansk Samling ved folketingsvalget i 1945.
Niels Gyrsting, der ikke er historiker, har journalisten haft særligt held med: Han kalder det »ikke anstændigt, at Dansk Samling refererer til Hvidstengruppen, for så pådutter man jo medlemmerne af Hvidstengruppen nogle holdninger, som aldrig var aktuelle for dem.«
Dansk Samling pådutter ikke nogen noget. Omvendt er Niels Gyrsting ikke for fin til først at pådutte Dansk Samling en masse – for så at fordømme os for »misbrug af Hvidstengruppen«. Grove anklager på falsk grundlag.
Kristen, dansk og national
Helt galt går det for RUC-professoren Claus Bryld, der i artiklen hævder: »Det nuværende Dansk Samling (…) pynter sig med lånte fjer ved at sammenligne sig med frihedskæmperne fra Anden Verdenskrig.«
I realiteten er det Claus Bryld, der spænder frihedskampen for sin egen politiske vogn. I bogen ”Besættelsestiden som kollektiv erindring” tordner Bryld mod en udstilling på Frihedsmuseet, som han fandt »national-patriotisk« (skønt den var ganske saglig). I stedet ønsker Bryld en helt anden grundfortælling, som i stedet for at være saglig og neutral skal tage udgangspunkt i »menneskerettighederne og universalismen.«
De løgnagtige angreb på Dansk Samling udspringer altså ikke af sagligt begrundet bekymring for Hvidstengruppens eftermæle. Bryld og andre føler sig bare provokeret over, at dele af modstandsbevægelsen efterlader en åndelig arv, som er kristen, dansk og national – og ikke radikal, multietnisk og global. Bryld og hans ligesindede ønsker at udslette denne sande åndelige arv.
Kamp for landets eksistens
I Dansk Samling føler vi os tværtimod forpligtet af bl.a. Hvidstengruppens ofre. Vi mener, at man bedst ærer de faldne nationalt sindede frihedskæmpere ved at fortsætte kampen for Danmarks eksistens. Det er selvsagt ikke sikkert, at alle Hvidstengruppens medlemmer ville være enige med Dansk Samling i tolkningen af nutidens trusler mod Danmark.
Men den underlødige og letkøbte forargelse, som her føres i marken, er fej og forfejlet.
Dansk Samling tager ikke frihedskæmperne til indtægt for noget. Men Dansk Samling tager deres indsats alvorligt. Fordi Dansk Samling tager Danmark alvorligt.