Konkurs kan skabe en win-win-situation

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Bios er gået konkurs, og Region Syddanmark har besluttet at hjemtage ambulancerne og drive dem i eget regi. En klog beslutning, som vil være til gavn for både sygehusejere og patienter.

Grebet rigtigt an vil konkursen skabe en win-win-situation. Regionerne får en masse erfaring med at drive ambulancer og tilføres nye dygtige medarbejdere, mens borgerne kan få et bedre og tryggere beredskab.

Det har ikke skortet på alskens mere eller mindre begavede bemærkninger i den verserende Bios-sag. Lige fra at det er godt, at regionen igen hjemtager driften, til advarsler om, at det er en stor og vanskelig opgave, og over til Dansk Erhverv som – i sagens natur – bare ønsker, at man skal genudbyde driften, så en anden operatør – læs Falck – igen kan overtage den.

Første gang som sygehusejer

Lad mig begynde med at slå fast. Der har indtil videre aldrig været en dansk sygehusejer, som har drevet ambulancedrift i Danmark. Heller ikke Region Syddanmark. Det har altid alene været Falck og indtil fornylig tre kommunale redningsberedskaber, der har stået for ambulancedriften i Danmark. Falck har de facto haft monopol på området i 100 år.

Tidligere, da amterne var sygehusejere, lavede man nogle såkaldte standardkontrakter med Falck. Man aftalte en mængde kørsel til en aftalt pris, og så kørte det sådan set derudaf i typisk en fireårig periode.

Da samarbejdet for år tilbage mellem Falck og et par amter mildest talt knagede, besluttede sygehusejerne at gå fra sådanne standardkontrakter til almindelige udbudsforretninger.

Regioner bag vagtcentraler

Det er der intet godt kommet ud af. Og den aktuelle sag omkring Bios er jo blot en ud af en lang række af eskapader, der har præget området, og som det her vil føre for vidt at beskrive.

Der er meget i forløbet og i udviklingen som sådan, der har indikeret, at ”det ville ende sådan”. Da konkurrenceudsættelsen var en realitet, fandt regionerne ud af – sådan nærmest en af gangen – at det måske ville være klogt at vide, hvilke opgaver ambulancerne sådan set løser. Derfor besluttede de selv at overtage det, der hedder disponeringen af ambulancerne.

Kort og godt betyder det, at regionen, som udbyder, selv har etableret en vagtcentral – man kalder dem typisk AMK’er – hvorfra man bestemmer, hvilken type ambulance der skal køre til hvilke akutte opgaver.

Behandling på stedet

Husk på, at tidligere var det alene Falck, der reelt vidste, hvad ambulancerne lavede. Altså hændelsesmønstre, belastningsgrader på døgnet, ugedage, årstider mv. var viden forbeholdt monopolselskabet.

I takt med at behovet for behandling – på stedet – er øget, transportopgaven blevet større og større med stadig færre sygehuse, er ambulancepersonalets kompetencer udviklet og skal naturligvis fortsat udvikles.

Denne udvikling, som er en naturlig følge af de nye supersygehuse, vil fremover alt andet lige stille sygehusejerne langt bedre, når de skal dimensionere ambulanceberedskabet og sikre et beredskab, der tilfredsstiller borgernes behov for tryghed og hjælp.

Når regionen hjemtager ambulancedriften, modtager de samtidigt mange meget kompetente medarbejdere. Når de ikke lige har opgaver med ambulancen på gaderne, kan de gøre gavn andre steder.

Det giver fleksibilitet på akutmodtagelsen – for eksempel – og i selve ambulanceberedskabet.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.