Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Den evige stræben efter et deltagende og engagerende demokrati for alle

Museerne rummer kimen til at forstå, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvad vi indgår i. De kan hjælpe os med at skabe kritisk reflekterede medborgere og dermed en højere grad af social ansvarlighed i et demokrati.

Brexit gav os noget at tænke over. Mange uanset EU-holdning begyndte at spørge, om vi mon forstår hinanden – på tværs af generationer, nationaliteter, by og land? Vi diskuterede, om det var rimeligt at sætte medlemskab af EU til en folkeafstemning og spurgte mere eller mindre overbeviste, om det virkelig er det, vi kalder demokrati? Også den seneste tid med nye, forfærdelige terrorangreb samt forsøg på kup i Tyrkiet satte demokratiet på dagsordenen. Men hvad er demokrati egentlig?

Ifølge den pædagogiske filosof Gert Biesta er demokratiet et fortløbende og aldrig afsluttet eksperiment. Det, der karakteriserer demokratiet, er det processuelle og forhandlende. Demokrati handler ikke om lighed, men om at rumme forskellighed.

De fælles kulturelle oplevelser

Det karakteristiske ved denne opfattelse af et demokrati er, at den tegner en bevægelse væk fra det demokratiske samfund som en stat med borgeren som medlem, og hvor fokus primært er på pligter og rettigheder. I stedet opstår et demokratisk samfund, hvor det centrale er fælles kulturelle oplevelser og konstruktioner af betydninger.

Hvis man således er fortaler for demokratiet, bør man stille sig selv spørgsmålet: Hvordan sikrer vi de fælles kulturelle oplevelser og konstruktioner af betydninger, som indgyder til kritisk reflekteret medborgerskab? Det tror vi blandt andet, vi gør med museerne.

De første offentlige museer i Vesten blev etableret ud fra forestillingen om at uddanne befolkningen til gode, dannede og oplyste borgere. Ifølge den tyske professor i pædagogik Dietrich Benner er dannelse udtryk for menneskets søgen efter mening. Dannelse er en individuel proces, der foregår i et dynamisk fællesskab, hvor man overskrider sig selv og finder sig selv i forhold til hinanden.

Den underliggende drivkraft

Kulturen er den underliggende drivkraft for dannelsen:

Det hele begynder med kunst og kultur; med de billeder og fortællinger vi bruger til at finde mening med de liv, vi lever, og med de fællesskaber, vi indgår i. Kunstens åbne rum, hvor vi møder og konfronteres med det, vi ikke har set mange gange før – som udfordrer og inspirerer, giver mulighed for at forholde os til vor tid, samfund og historie på nye måder. Og fører til en mulig gentænkning af os selv og vores samfund.

Denne refleksion og gentænkning kan gøres på mange måder: gennem kunstværker, gennem formidling og ikke mindst gennem de fællesskaber, museerne forhåbentlig er med til at initiere. Fællesskaber, der gør alle i stand til at blive en del af en samtale, som ikke handler om at have ret, men i stedet om at blive klogere på egne og andres tanker; netop fordi man bliver i stand til at følge andres tanker.

Svært tilgængelig for mange

For nok er det en demokratisk kvalitet, at man har retten til sin egen mening, men man lærer ikke at tænke selv, hvis man ikke kan følge andres ræsonnementer. Alle har et sprog, men ikke alle har lige adgang til ordet. De, som ikke har ordet i deres magt, har formel adgang til at diskutere alting. Men diskussionerne er tit i spil et sted, hvor mange mennesker ikke føler, de kan gøre sig gældende. Det gælder i høj grad også på museerne.

Kunsten og museerne er nemlig ikke i sig selv demokratiske, men desværre ofte svært tilgængelige for mange. Og det er synd. For både kunsten og museerne bør være vigtige bidrag i vores fælles udforskning af verden.

Kunsten på dagsordenen

Museerne rummer nemlig kimen til at forstå, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvad vi indgår i. De kan således hjælpe os med at skabe kritisk reflekterede medborgere og dermed en højere grad af social ansvarlighed i et demokrati, som ikke handler om, at alle skal være lige hele tiden, men hvor vi tilstræber, at ingen på forhånd er sat ud af spillet. Men det kræver, at museerne presser på for en anden virkelighed, hvor kunsten kommer på dagsordenen i en evig stræben efter et deltagende og engagerende demokrati for alle.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.