Danskhed og kanoner

I forbindelse med ønsket om at kreere ”canons”, som udtrykker danskhed, synes der at være en vis forvirring om emnet som begreb, hvilket er forståeligt, da ordet danskhed ikke er entydigt defineret. Både Bertel Haarder og Dan Jørgensen har hvert deres bud på en sådan kanon. De har det tilfælles, at indholdet er nutidigt, dvs. handler om højskoler, cykler, velfærd o.l.

Kanoner med sådanne nutidsfænomener kunne lige så godt være et led i en fremmed efterretningstjenestes instrukser til, hvordan deres spioner ubemærket kan falde til i landet. Hvorom alting er, så drejer sådanne kanoner sig om det at være dansk i nutidens Danmark, uanset om ens hjerte er bundet til diverse internationalistiske ismer, eller om man mistrives her eller direkte hader os. Sådan kan man selvfølgelig vælge at anskue begrebet danskhed, men mon ikke de fleste forbinder ordet med det at føle sig dansk, og så skurrer den anden definition i sindet.

Når danskhed drejer sig om at føle sig dansk, så er det en uforanderlig følelse af et tilhørsforhold, der har været den samme for alle danskere gennem hele vor tusindårige historie, hvorfor intet nutidigt kan have noget med begrebet at gøre, bortset fra at nutiden til et vist punkt kan siges at være formet af danskheden.

Danskhed eller den danske folkesjæl er dannet af vor historie, vort sprog, vort klima og vor natur, som tilsammen har udmøntet sig i en forkærlighed for ligeværd, retfærd, ærlighed og mod. Det er egenskaber, der trods alle historiske modsigelser vedbliver at ligge dybt i os.