Kys hører til i den private relation, ikke i den professionelle

»Jeg elsker ikke dit barn. Jeg kan rigtig godt lide det, men jeg elsker det ikke.«

Sådan sagde jeg engang til nogle forældre til et forældremøde, og reaktionen var tydelig, det gjorde lidt ondt at høre, at den, som er sammen med deres dyrebareste eje, ikke elsker dem. Men kære forældre – dét er netop sandheden.

For tiden raser debatten på sociale medier, og mit newsfeed drukner nærmest i statusopdateringer om vigtigheden af, at pædagoger og medhjælpere kysser på børnene og giver dem den omsorg og kærlighed.

Jeg er dybt uenig i det, jeg læser. Og nej – det er ikke, fordi jeg er bange for at blive stemplet som pædofil, og nej – jeg er ikke bange for at vise omsorg, og nej – jeg er ikke et koldt og følelsesløst menneske!

I min optik hører kys kun til i den private relation, ikke i den professionelle, og om man vil indse det eller ej, så er relationen professionel. Vi får løn for at indgå i relationen. Det betyder ikke, at relationen ikke er betydende, for jo – jeg er en betydningsfuld voksen for ”mine” børn, og jeg giver dem tryghed og omsorg, og der er de børn, som jeg indimellem har lyst til at gemme i min lomme og smugle med hjem, bare fordi de er så superskønne, men elske dem; dét gør jeg ikke.

Nærvær og trøst

Jeg er p.t. i gang med mit syvende år som pædagog, og jeg har endnu ikke oplevet, at børnene bliver passet mindre på, udviser mangel på omsorg og empati eller føler sig afvist og ikke afholdt, bare fordi jeg ikke kysser på dem – tværtimod.

Børnene, som kommer til mig, får al den omsorg, alt det nærvær, al den trøst, de har brug for (og som normeringen tillader ...), og de oplever, at vi deler glæden, at jeg er glad for at se dem, at de er betydningsfulde, og at de har værdi, og de viser mig helt det samme – sikke en gave.

Alt helt uden at kysse på dem.

For omsorgen ligger ikke i det kys, du giver, men i nærværet, i følelsen barnet får, når vi ser dem i øjnene, anerkender, møder dem i følelsen, trøster og hjælper videre. Jeg udfylder gladeligt børnenes behov, men at kysse på dem er ikke et børnebehov, det er et voksenbehov. Det er dit behov som voksen at kysse Emma på panden, inden hun skal sove, og det er dit behov at kysse Felix, når han har brug for trøst og omsorg.

Og hvordan ved jeg det?

Det gør jeg, fordi jeg ser, at børnene sagtens kan opleve at blive set, hørt og forstået uden, og kan deres behov opfyldes uden, så må resten være, fordi du har behov for at vise din omsorg via kys.

De enestående individer

Jeg har sendt glade, robuste og empatiske børn af sted i børnehave og skole, børn, som er i trivsel, børn, som kommer til at savne de voksne, børn, som er deres egne, og som ved, at de har værdi, for de har oplevet betydende voksne, som holder af dem – også selvom de aldrig er blevet kysset på panden i institutionen.

Om lidt starter min dag i børnehaven, og ih, hvor jeg glæder mig til at blive mødt af en masse glade børn, som trives, og som ved, at jeg kan lide dem, og de skal få alle de kram, de har brug for, for selvom jeg ikke elsker dem, så ønsker jeg intet andet, end at de ved, at jeg kan lide dem præcis for de enestående individer, de er.