Om Hitler og Lenin

Jeg kan forstå på professor emeritus Palle Svenssons læserbrev den 2/7, at han mener, at folkeafstemninger skal afgøres af ”folkestemninger” og ikke af rationelle overvejelser. Jeg kan tillige forstå, at han mener, at jeg ikke kender min politiske historie. Jeg håber, at han blev rød om ørerne, da han i kronikken samme dag om Hitlers svenske salonlobbyist så følgende: »Hitlers vej frem mod den i demokratisk henseende uangribelige regeringsdannelse januar 1933 – først et par måneder senere viste han sit sande ansigt og tiltog sig diktatoriske beføjelser på basis af sin magt over politi og militær.«

Før han gik ud fra, at en cand.mag. ikke kendte til den russiske revolution, burde han måske have tænkt lidt mere over mit indlæg. Min pointe var, at efter 1905, da zar Nikolaj blev tvunget til at give folket mulighed for at danne Statsdumaen og udvikle et demokratisk system, var den demokratiske proces sat i gang, selv om den i første omgang ikke lykkedes, fordi zaren holdt fast i magten med militærets hjælp.

Han blev så afsat ved Første Verdenskrigs slutning, og dumaen lavede en provisorisk regering, som skulle udfærdige en ny forfatning. Lenin, som tilhørte den bolsjevikiske fløj af Socialdemokratiet, blev i hemmelighed hentet hjem til Rusland og kunne dermed henvende sig direkte til folket, hvor han kæmpede for, at sovjetterne ikke skulle samarbejde med dumaen, men have magten, og det udviklede sig så til revolutionen i 1917.

Han red derfor på en demokratisk bølge, som gav ham mulighederne. Jeg mente, at både baggrunden for Hitler og for Lenin var almindeligt kendt, og at jeg derfor kunne henvise uden nærmere forklaring. Men det var åbenbart ikke tilfældet. Min pointe er derfor, at for at kunne nå den almindelige borger skal man være en god kommunikator, og hvis der er noget, demagogen er, så er det en god kommunikator.

Som almindelig vælger, som jeg betragter mig selv som værende, skal man være opmærksom på dette paradoks og bruge sin viden og sin forstand såvel som sine følelser, når man skal stemme. Tilsyneladende indser en stor del af brexit-stemmerne i England i dag, at de har ladet sig forlede af Boris Johnson og Nigel Farage, men det er jo for sent.

Omvendt, jo flere djøf’ere, der indtager den politiske scene, måske nødvendigvis, jo vigtigere er det, at de i deres studietid lærer, at det at lytte og forstå i en kommunikation med andre mennesker er lige så vigtigt som selv at kunne udtrykke sig uden at virke arrogant. Det sidste kunne Poul Nyrup f.eks. ikke.

Jeg tror, det var Winston Churchill, der sagde ca. sådan: Demokratiet er en elendig styreform på grund af den almindelige vælger, men det er den bedste, man har. Jeg ville tilføje, for det er det, som garanterer kontinuiteten i et demokratisk samfund.