Indvandrerbanderne skal bekæmpes med mandsmod

Indvandrerbanderne har gyldne dage. De er maksimeret i tal og styrke og flekser med musklerne over for alle, ja selv deres ”egne”. De går sågar skridtet videre ved at udøve likvideringsvirksomhed i ærens navn og på dansk grund til skræk og rædsel for den almene dansker. Et uacceptabelt foretagende, som ingen skal findes sig i.

Ud fra en såkaldt nydanskers perspektiv svarer det til, at disse unge bandemedlemmer efterlader partisansøm på integrationens vej, når de udøver deres kriminalitet, til skade for dem, som vil og kan rumme Danmark. Metaforisk set står vi over for en sygdom, som bedst kan bekæmpes af folk, som primært er bosiddende med og i familie med disse unge mænd og kommer fra de miljøer, hvor bandemedlemmerne selv kommer fra.

Uønskeligt vokseværk

Men passivitet fra deres side har medført, at der er gået vokseværk hos indvandrerbanderne til skade for integrationen og til skade for samfundet. Jeg retter en stærk kritik over for mit eget bagland, fordi det har lykkedes ”os” at bidrage til dette uønskelige vokseværk ved at stå passive på sidelinjen og fumle med vores egne daglige problemer, når katastrofen synes åbenbar.

Det er bedrøveligt at se, at unge mænd mister livet i skudregn i et ellers så fredeligt land som Danmark. Det skulle helst være sådan, at de unge mænd med indvandrerbaggrund fik ambitioner om at indgå i et fællesskab med samfundet og ikke et pseudofællesskab som bandegrupperinger.

Skadende dominoeffekt

Når jeg i ny og næ selv aktivt forsøger at få nogle i yderkanten af min familie til at opgive tilknytningen til banderne, får jeg fornemmelsen af, at de ikke følger eller besidder det grundlæggende tankegods, som er inkorporeret i den enkelte dansker. På den måde bliver det en svær opgave at få dem bragt i sikker havn.

Deres mentalitet og måden, de ser resten af samfundet på, er for mig set uhyggelig og skaber en skadende dominoeffekt over for den næste generation.

Grænser for tålmodighed

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg foragter disse grupperinger, men sammenhængskraften i samfundet har forrang og vejer langt tungere end min foragt, og på den måde ser jeg mig nødsaget til gøre noget aktivt i stedet for at stå og ryste på hovedet af dem. Hvis bandegrupperingerne tror, at det danske folks overbærenhed også kommer bandegrupperinger til gode, tager de fejl. Der er grænser for tålmodigheden og grænser for, hvad et samfund skal tolere.