Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Det er et vanskeligt og ensomt job at være socialdemokratisk partiformand

Det første år med Mette Frederiksen som leder af Socialdemokraterne er gået godt, men ”mandagstrænerne” står altid i kø for at kommentere og kritisere.

Artiklens øverste billede
Den socialdemokratiske udlændingepolitik skal være stram og baseret på gensidighed, og den erkendelse har Mette Frederiksen heldigvis gjort sig for længst. Arkivfoto: Joachim Adrian/Polfoto

Mette Frederiksen kunne forleden fejre et års jubilæum som socialdemokratisk partiformand.

For Socialdemokraterne er et formandsskifte spændende, og mange spørgsmål trænger sig på. Hvad mener den nye? Hvad gør hun anderledes? Hvordan lægges kursen for partiet? Hvordan vil hun træde i karakter uden på uværdig vis at komme til at undsige Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon og den regering, hun var en del af indtil juni 2015?

Og hvordan forener man hensynet til to grupper, der ofte kan være uenige; nemlig på den ene side de socialdemokratiske partimedlemmer, der skal drive partiet frem i en flerårig valgkamp, og på den anden side de socialdemokratiske vælgere, som er forudsætningen for, at partiet atter kommer i regering.

Nødvendighedens politik

I den økonomiske politik bliver en af Mette Frederiksens vigtigste opgaver i de kommende år at lede Socialdemokraterne på en vej, hvor Finansministeriets ensidige fokus på øget arbejdsudbud uden hensyn til kompetencer og helbred hos menneskerne bag de cifre, regnemodellerne spytter ud, udfordres.

Nødvendighedens politik bør ikke længere være socialdemokratisk. I sin tid som justitsminister beviste hun over for embedsværket, at hun var politikeren, der satte en retning, og embedsværket skulle følge den. Den styrke er forudsætningen for, at vi ikke ser nye socialdemokratiske ministre agere som administrerende teknokrater.

Et lukket system

For at vurdere det værdipolitiske kompas, Socialdemokraterne nu navigerer efter, er det nødvendigt at skrue tiden nogle år tilbage. Mette Frederiksen skrev i 2010 et indlæg i Politiken, hvor hun gjorde op med de kræfter på venstrefløjen, der har svigtet, fordi de ikke vil placere ansvar, og fordi de altid kan forklare afvigende og uhensigtsmæssig adfærd med forskellige varianter af, at det er samfundets skyld.

Det var et indlæg præget af selverkendelse, og hun indrømmede, at hun tidligere havde undervurderet nødvendigheden af, at vi i Danmark stiller krav og har forventninger til hinanden. Mette Frederiksen skrev blandt andet:

»Som socialdemokratisk socialpolitiker har jeg selv været på en længere meningsrejse. Jeg har altid selv været tilhænger af at få gjort op med de strukturelle problemer i samfundet og tror af hele mit hjerte på, at dårlige livsbetingelser er den vigtigste forklaring på børn og unges sociale problemer. Jeg må bare erkende, at det ikke er nok at ændre livsbetingelserne for de få, der i dag ødelægger så meget for de mange.«

Svigt i udlændingepolitikken

Balancen mellem pligter og gensidige forventninger mellem den enkelte og resten af fællesskabet er i dag en rød tråd i socialdemokratisk værdi-, arbejdsmarkeds- og socialpolitik, og det samme gælder den sprængfarlige udlændingepolitik, hvor Mette Frederiksens og partiets kurs i dag er klar, men det skete desværre alt for sent.

Socialdemokraterne svigtede særligt i 1980’erne, da man ikke tog vestegnsborgmestrenes nødråb alvorligt.

Som samfundsforskeren Mehmet Ümit Necef skriver i bogen ”13 udfordringer til den danske velfærdsstat” er den danske velfærdsstat »i princippet et lukket system, som kun kan acceptere indvandrere, der er i stand til at bidrage til den fælles kasse. Den løber ind i både økonomiske og politiske problemer, hvis udefrakommende kan gøre krav på ydelser uden først at have bidraget eller uden på langt sigt at kunne bidrage.«

Derfor skal socialdemokratisk udlændingepolitik være stram og baseret på gensidighed, og den erkendelse har Mette Frederiksen heldigvis gjort sig for længst.

EU skal fokuseres

Endelig er det positivt, at partiets pejlemærker i EU-politikken i dag står klart og tydeligt. Vi skal være en del af EU for at sikre fred, frihed og samhandel. Og mere konkret skal EU-samarbejdet primært løse tre opgaver: sikre de ydre grænser, sikre lønmodtagere mod social dumping og bekæmpe skattely.

Det er et vanskeligt og ensomt job at være socialdemokratisk partiformand, og man får sjældent ros af vælgere eller partifæller. Der er altid en formulering, som nogen ønsker anderledes eller et arrangement, det ikke var muligt at deltage i. Og ”mandagstrænerne” står i kø for at kommentere og kritisere. Men det første år er gået godt, og jeg håber, vi får mange flere med Mette Frederiksen som formand.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.