Vismænd og boligejere

De Økonomiske Råd beskriver i kronikken 6/7, hvilken pct. ejendomsværdiskatten skal ligge på, hvis investering i bolig skal give samme gennemsnitslige afkast som andre investeringer. Tak for det. Så ved vi, hvad målet skal være i de kommende politiske forhandlinger.

Men ”politisk realisme” eller politisk opportunisme får rådet til at overveje indefrysning af skatten (næstsidste sætning) for at forhindre, at boligejere tvinges ud af boligen. Derved opgiver rådet en anden hensigt, nemlig at markedsmekanismen regulerer boligmarkedet.

Hvis ikke de månedlige udgifter stiger, vil folk med små indkomster blive boende, mens folk med store indkomster stadigvæk ikke kan købe, og priserne vil fortsat stige. Så kan de store parcelhuse fortsat bebos af en eller to pensionister, mens børnefamilierne må forblive i de mindre lejeboliger, oftest uden have.

Rådet opgiver også boligskatternes stabiliserende virkning på samfundsøkonomien, thi når skatterne ikke stiger og falder i takt med op- og nedture i økonomien, vil udsvingene blive endnu større. Med andre ord: Hvis ikke boligejerne skal betale boligskatter, før de fratrækkes ved salg, vil boligejerne stadig bruge lige så mange penge i en optur/bobleøkonomi som i en nedtur/punktering.

Hvis rådets tanker om indefrysning skyldes et socialt hensyn til boligejere, ville det være mere hensigtsmæssigt at hæve overførselsindkomsterne, de laveste lønninger og/eller personfradraget. Idéen om indefrysning svarer jo til, at borgere med ejerbolig skal have kredit hos købmanden i årevis, mens andre ikke skal. Hvis idéen om indefrysning – udskudt skat – skyldes et skjult ønske om, at staten langsomt skal komme til at eje en stor del af ejerboligmassen, er sagen helt anderledes sympatisk. Så er det et smart skridt til nationalisering af ejerboligerne og omdannelse til lejeboliger, hvor boligbehov er tildelingskriteriet frem for høj indkomst og formue.