Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Når medlemmerne siger farvel til LO-forbundene

Medlemsflugten er en konsekvens af, at forbundsledelser og afdelinger ikke vil erkende, at det er dem, der skal tilpasse sig et moderne arbejdsmarked og den moderne lønmodtagers behov i stedet for som nu at vente forgæves på, at lønmodtagerne tilpasser sig forbundenes behov.

Artiklens øverste billede
LO-formand Lizette Risgaard og hendes medlemsforbund er tavse og ser passivt til, at der bliver færre og færre lønmodtagere at være ”solidariske” med, samtidig med at alternative forbund vinder terræn. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard/Polfoto

Det Faglige Hus vokser år for år, og alene sidste år sagde vi goddag til flere end 8.000 nye medlemmer. Nogle af dem skiftede i årets løb fra et forbund under LO, men vi kan desværre ikke tage hele ansvaret eller æren for, at LO’s massive medlemsflugt fortsætter med uformindsket styrke.

Antallet af kontingentbetalende medlemmer er ifølge nyligt offentliggjorte tal på LO’s hjemmeside faldet med 23.500 medlemmer, og LO repræsenterer således i dag kun 800.000 lønmodtagere med arbejdsmarkedstilknytning.

Er det egentlig ikke på tide, at Folketingets partier anerkender de over 800.000 skattebetalende lønmodtagere, som står uden for LO og FTF?

Værst står det til hos forbund som 3F, Foa og HK, og de har sikkert hver især en god forklaring på, at medlemmerne svigter. Den har de dog ikke delt med offentligheden, ligesom jeg undrer mig over, at hverken hovedorganisationen eller de enkelte forbund reagerer og gør et eller andet for at holde på medlemmerne og måske endda lokke nye indenfor i folden.

Det moderne arbejdsmarked

Jeg tør dog godt give mit bud på, hvorfor både LO-formand Lizette Risgaard og hendes medlemsforbund er så tavse og ser passivt til, at der bliver færre og færre lønmodtagere at være ”solidariske” med, samtidig med at alternative forbund vinder terræn.

Medlemsflugten er en konsekvens af, at forbundsledelser og afdelinger ikke vil erkende, at det er dem, der skal tilpasse sig et moderne arbejdsmarked og den moderne lønmodtagers behov i stedet for som nu at vente forgæves på, at lønmodtagerne tilpasser sig forbundenes behov.

Kontingentets størrelse er en af de parametre, som LO-forbundene bliver nødt til at forholde sig til. Hvorfor betale 450-500 kr. mere om måneden for at være medlem af LO-forbund frem for et forbund i Det Faglige Hus? Vedligeholdelsen af en stribe kollektive overenskomster kan i hvert fald ikke forklare hele prisforskellen. I så fald skulle 3F bruge 112 mio. kr. om året på netop denne opgave.

Alt for veletableret

Forklaringen er nærmere, at den ”etablerede” fagbevægelse, som den ynder at kalde sig, er blevet alt for veletableret. Der er nedlagt en del afdelinger gennem tiden, men nogle LO-forbund er forsat repræsenteret i selv mellemstore byer med ikke bare en, men både fire og fem afdelinger, der hver især skal aflønne valgte formænd, næstformænd og faglige sekretærer.

Monopol på overenskomster

At en stigende del af sagerne kræver helt andre kompetencer og indsigt i erstatningsret og sociallovgivning, kan også være en forklaring på, at man vælger LO-forbund fra til fordel for os andre.

Men hvorfor blander jeg mig egentlig i interne LO-forhold, vil nogen måske spørge. Forklaringen er enkel. LO-forbundenes medlemstal er så lave, at de efterhånden repræsenterer færre end to tredjedele af lønmodtagerne inden for de fag, som hovedorganisationen dækker, og alligevel opretholder de via ”den danske model” et de facto-monopol på at forhandle overenskomster med arbejdsgiverne.

Jeg forstår udmærket, at arbejdsgiverne også vil gøre alt for at holde fast ved netop denne model, for modparten er efterhånden så svag, at den hverken økonomisk eller repræsentativt er i stand til at konflikte om noget som helst. Dette burde heller ikke være nødvendigt i et moderne samfund, men konflikttruslen er en sikkerhed for, at man nu også bliver taget alvorligt ved forhandlingsbordet.

Lønmodtagernes talerør

Tilsvarende er det fortsat LO, FTF og AC, der er lønmodtagernes talerør, når der er trepartsforhandlinger, til trods for at der konstant er mindre og mindre volumen bag deres ord.

EU har aldrig været vild med ”den danske model”, og er det egentlig ikke på tide, at også Folketingets partier anerkender de over 800.000 skattebetalende lønmodtagere, som står uden for LO og FTF, samt den stærkt voksende alternative fagbevægelse?

Invitér os indenfor ved forhandlingsbordene, så vores organisationer og vores næsten 300.000 medlemmer også får officiel indflydelse på arbejdsmarkedets forhold og landets beskæftigelsespolitik.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.