Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Kronisk syg og på kontanthjælp: Jeg græder af foragt over politikernes skalten og valten med mine børns liv

Nu kommer der noget hudløs ærlighed. Læs videre på eget ansvar.

I dag har jeg grædt. Af frustration. Af afmagt. Af udmattethed. Af foragt over politikernes skalten og valten med mine (og tusindvis af andres) børns liv og velfærd.

Og når jeg ikke har grædt, har jeg forsøgt at sluge gråden. Klumpen i halsen. Fordi min 15-årige datter ikke ved, hvad hun skal stille op med sig selv af bekymring. Og angst. Hun bliver mere og mere ængstelig. Hendes cirkler bliver mindre og mindre. Og jeg gør, hvad jeg kan. For at sluge gråden og tale med hende om det hele. Så angsten kan dæmpes og trøstes. Det er svært, når fundamentet under os smuldrer. Og det bliver sparket mindre og mindre ovenfra hver eneste dag. Hver eneste dag.

Jeg har også tømt mit klædeskab og sorteret mit tøj. Jeg har tabt mig. Ret meget, åbenbart. 
Jeg spiser for det meste kun et måltid om dagen nu. Fordi vi ikke har råd til mere. Der skal være nok til hende. 
Jeg er så bange for at spise for meget. 

Jeg er forlængst stoppet med at spise morgenmad. For når jeg gør det, skærper det appetitten for resten af dagen, og jeg spiser for meget. Vi løber hele tiden tør. For alt. Og angsten murrer i maven.

Jeg ved godt, at det sikkert er noget pjat. At du sikkert mener, at der kan skæres andre steder. Den har jeg hørt mange gange. Men det kan der ikke. Der skal være nok til hende.

Jeg starter dagen med medicin og smertestillende. På tom mave. Hver dag. Og så spiser jeg sidst på eftermiddagen. Sommetider bager Miranda, og så spiser jeg selvfølgelig lidt af det også. Hun elsker at bage. Og hun er god til det. Så det støtter jeg hende i. Det bakker jeg op om. Det prioriterer jeg i vores indkøb. Gær, mel. Den slags.

Vi har i lang tid overlevet af almisser og gode menneskers hjælp og støtte.

Det er slut nu. For så bliver vi trukket endnu mere, i det i forvejen utilstrækkelige beløb vi har at leve for. Udover kontanthjælpsloftet.

Jeg må heller ikke få naboen til at hjælpe med at klippe hækken, selvom min smertekrop er ødelagt og i undtagelsestilstand. Eller få hjælp til at grave i haven. Så bliver jeg også trukket.

Jeg skal klare mig selv, helt selv, for et umenneskeligt lavt beløb, når man tager udgifter og leveomkostninger i Danmark i betragtning.

Safety in numbers. Bare ikke for de fattigste. Tænk, at I vil være det her bekendt, Danmark.

Indlægget er oprindeligt bragt på Facebook. Siden har Line Lazarus Stenholt Jokumsen lavet denne opdatering:

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Alle kan sende debatindlæg til redaktionen på debat@jp.dk. Betingelserne kan læses her

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.