Fornærmet reaktion
Jeg forstår ikke EU-toppens fornærmede reaktion på brexit.
Jeg forstår ikke EU-toppens fornærmede reaktion på brexit. Da Grækenland, som kun repræsenterer ca. 2 pct. af den samlede økonomi i EU, havde problemer, var der ikke grænser for, hvad EU ville gøre for at holde grækerne i EU, herunder flere kæmpe økonomiske støtteprogrammer. Det bedste for grækerne havde været, at de fik lov at melde sig ud og derefter devaluere, men det forhindrede Angela Merkel, blandt andet fordi de tyske banker var meget involveret i lån til den græske stat.
Nu har Storbritannien, som repræsenterer ca. 20 pct. af den samlede EU-økonomi og i øvrigt bidrager med det meste af væksten i det samlede EU, besluttet at melde sig ud af EU. I stedet for at prøve at forhindre dette og indgå i forhandlinger med briterne er man fornærmet og vil overhovedet ikke (formelt) forhandle, før briterne har igangsat artikel 50. Specielt tyskerne skulle da have en interesse i forhandling, da Storbritannien er deres største handelspartner (de sælger årligt bl.a. 800.000 biler til Storbritannien).