Nuancerne mangler i debatten om den sunde kost
Aldrig har der været skrevet så meget om kost, og alle har en holdning til det, men hvad er der galt med balance og sund fornuft?
Efter at have læst om en mor og hendes kamp for at fjerne animalske fødevarer fra datterens børnehave (JP 28/6) og klummen fra kulturredaktør Palle Weis (JP 29/6) må jeg sige, at der er pointer i begge indlæg – men nuancerne mangler.
Aldrig har der været skrevet så meget om kost, og alle har en holdning til det. Hele tiden gøres befolkningen klogere fra undersøgelser og videnskabelige udtalelser – men hvad er der galt med balance og sund fornuft? Det nye ord – flexitar – har netop balancen med.
Her spises der overvejende vegetarisk – med stor vægt på grønt og frugt og så lidt animalsk. Masser af grønt og frugt har mange sundhedsskabende fordele og holder mange livsstilssygdomme væk – fra de animalske produkter tilføres 20 vigtige aminosyrer, som kroppen har brug for, og der er mange gode vitaminer, mineraler og fibre i bælgprodukter.
Moderens indlæg har en pointe i retten til at vælge – i dag kan muslimer fravælge svinekød pga. religion, så hvorfor skulle hun ikke kunne det samme for datteren ud fra hendes overbevisning? Weis fremfører, at forældre følger en trend på baggrund af en rettighedsfikseret ”jeg-kultur”, der giver underernærede børn – og dem er der givetvis en del af.
Min datter blev født med allergi for æg og mælk, og det har været et stort arbejde at sætte sig ind i, hvad hun skulle have for ikke at blive under- eller fejlernæret. Et ansvar, jeg påtog mig, da lægen på sygehuset afviste, at hun fejlede noget, selvom hun som baby havde vægttab. Læger læser medicin i syv år, men i den tid har de en times forelæsning i kost. Jeg har nemlig spurgt nogle lægestuderende, hvor meget de lærer om kost under uddannelsen – jeg blev målløs. I dag vil forældre gerne det allerbedste for deres børn, og det er jo fantastisk. Men ligesom i mange andre ting her i livet glemmer vi at tage de store briller på og se tingene i et større perspektiv. Her må jeg tilbage til balance og sund fornuft. Også når det gælder kosten. Aldrig har vi i samfundet haft så store udfordringer med livsstilssygdomme, psykiske lidelser, diagnoser osv. Er det godt for kroppen med palæo, Atkins, for meget sukker og alkohol, 24 timer online på nettet, manglende motion og pres på studier, arbejdspladser og på dem, som er syge og arbejdsløse? Jeg tror det ikke, for der er ikke balance og sund fornuft med.