Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

En strøm af dårlige tabere har vist sig efter brexit

I et demokrati bør jævnbyrdig kamp efter kampens hede resultere i en frugtbar dialog mellem vinder og taber i respekt for hinandens synspunkter, men kun få kommentatorer har udlagt brexit som en sejr for demokratiet i Storbritannien.

Det er beskæmmende at høre ”tabernes” kommentarer efter brexit-afstemningen. Mogens Lykketoft beklager, at den overhovedet blev afholdt, og Uffe Ellemann erklærer, at han slet ikke ønsker folkeafstemning om væsentlige emner. Han, som var de baltiske landes håb under deres kamp for selvstændighed mod den union, de aldrig havde haft ret til at stemme om.

Fra Storbritannien høres tabere, som er frustrerede over, at et lille overtal på ”kun” 1,3 million fik så afgørende indflydelse på fremtidens Storbritannien i Europa.

Også danske dagblade har konsekvent omtalt valgresultatet som ”et snævert flertal” – vel vidende, at i civiliserede samfund ligger stemmefordelingen gerne og vipper omkring de 50. Sådan må det være, såfremt man har tillid til en jævnbyrdig kamp mellem begge parters velbegrundede standpunkter. Et samfund, hvor magthaverne kun afholder valg, når de er sikre på resultatet, plejer vi at kalde et diktatur.

I sportens verden kunne ingen drømme om at forlange ”omkamp”, hvis en håndboldkamp efter en nervepirrende finale ender med 31-30. Tværtimod ville man kalde det en overflødig og ulige kamp, spild af tid, hvis den endte 30-10. Men ca. tre millioner briter har forlangt ”omkamp” efter brexit-valget. I et tovtrækkeri går det ofte sådan mellem jævnbyrdige modstandere, at tovet er ved at sprænges, mens parterne stepper frem og tilbage over målstregen (akkurat som vi kender det fra en valgaften i tv). Men ved tillidens hjælp lykkes det altid den ene part at vinde takket være den sidste lille tunge på vægtskålen.

Ingen kunne finde på at forlange omkamp eller aflysning, fordi en lille undermåler måske bliver den sidste dråbe, der afgør udfaldet. »Tab og vind med samme sind«, siger civiliserede spillere.

Således også med et værdigt demokratisk valg. Idealet er, at ”et beskedent flertal” afgør udfaldet. I modsat fald havde valget slet ikke været nødvendigt. Så kunne vi bare henholde os til opinionsmålingernes upræcise resultater og lade flertallet diktere, hvad mindretallet skal finde sig i.

At brexit-valget var nervepirrende, vidner om, at det blev afholdt i en oplyst og demokratisk indstillet befolkning, der på begge sider bevarede troen på sin banehalvdel til det sidste. I et demokrati bør jævnbyrdig kamp efter kampens hede resultere i en frugtbar dialog mellem vinder og taber i respekt for hinandens synspunkter, men kun få kommentatorer har udlagt brexit som en sejr for demokratiet i Storbritannien.

Man kan håbe, at afstemningen har fungeret som en øjenåbner for de politikere i Europa, som har historisk tradition for at tænke i totalitære baner. I Angela Merkels fødeland, DDR, var der stemmepligt og derfor altid en valgdeltagelse på næsten 100 pct., men der var ingen væsentlig forskel på de kandidater, man kunne ”stemme” på.

Frankrig lever i en permanent undtagelsestilstand trods påstande om, at EU har sikret ”fred i Europa i 65 år” (David Trads’ JP-blog 23/6), så derfra skal vi nok ikke vente sans for demokratisk tovtrækkeri om væsentlige spørgsmål i et land, der historisk har defineret begrebet revolution som fysisk demonstrativt ”tovtrækkeri” mellem uforsonlige magtinteresser.

Under Blitzen blev London beskudt fra Europa med V2-bomber og jagerfly, og Churchill kunne ikke love briterne andet end »blod, sved og tårer«. I dag bombarderes London fra EU’s toppolitikere med retoriske ”bomber” af økonomiske straffesanktioner og diplomatiske trusler. Europas uformelle ”kansler”, Angela Merkel, er ikke sur, hun er skuffet, så ingen kan lige nu love briterne andet end kursfald, inflation og hårdt arbejde. Men som modspil til de elitære ambitioner i EU-apparatet har folkenes Europa intet andet alternativ end demokratiske afstemninger – især om ting, der er så betydningsfulde for borgerne, at politikere som Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft ikke gider høre om det.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.