En splittet familie

Lige børn leger bedst. Briterne ønsker sig landet tilbage til kolonitiden. Dengang bestemte Storbritannien suverænt uden at spørge andre. Og det vil de gerne blive ved med. En lille smule som Mr. Putin i Rusland. Han ønsker også, at Rusland skal blive ved med at bestemme over sig selv og andre. Vi må se, om englænderne bliver lykkeligere.

Hvad ændrer det så i EU? Det er sikkert, at EU vil blive nødt til at blande sig noget mindre i medlemslandenes indre anliggender og i stedet hurtigt blive enige om at løse de store konflikter og opgaver, som skal og bør løses i fællesskab. Få styr på det altdominerende problem med at stå fælles om de ydre grænser, og flygtninge-/emigrantopgaverne skal løses i samlet flok.

Alle de andre opgaver, unionen gerne vil løse, tager ikke spor skade af at vente lidt. Tværtimod. Og så var det nok en god idé, at borgerne i EU kom til at lære hinanden lidt bedre at kende. En familie, der ikke kender hinanden, føler sig ikke særligt beslægtede. Slægtskabet er så vidt forgrenet, at det kniber med familiesolidariteten på grund af forskellighederne i opvæksten.

Effektiviteten i den offentlige sektor bør også ensrettes mere, end den er i dag. Befolkningen i den nordlige del af EU kommer af med høje skatter og afgifter, og de bliver effektivt inddrevet til sidste øre, medens det nærmest er en dyd i den sydlige del af EU at snyde så meget som muligt med de mindre skatter og afgifter, man der er pålagt. Og de kommer i høj grad godt fra det på grund af udpræget korruption.

De byrder, der lægges på den enkelte borgers skuldre, skal være ens for alle. Ellers er der ikke særlig stor lyst til at hjælpe dem, der får behov for hjælp. Det tør man ikke sige højt fra talerstolen i EU-Parlamentet, men det bliver man nødt til at gøre, og de bliver nødt til at gøre noget ved det, hvis ikke solidariteten i EU-familien skal blive endnu mindre.