Forsøger EU-Kommissionen at omgå demokratiet?
Nu hvor forhandlingerne om EU-USA-handelstraktaten TTIP er i vanskeligheder, har EU’s handelskommissær Cecilia Malmström tilsyneladende besluttet at fremskynde den anden aftale – den med Canada, Ceta – ved at forberede to alternative fremgangsmåder: enten ved suverænt at gennemtrumfe Ceta gennem en afstemning i EU-parlamentet og derved køre beslutningen uden om de enkelte landes parlamenter eller evt. ved at anvende en hidtil upåagtet paragraf i Ceta-aftalen. Denne giver mulighed for, at Ministerrådet provisorisk kan igangsætte Ceta på forventet efterbevilling inden for de næste tre år.
Vi er bekymrede for, at kommissionen først vil forsøge at koble landenes egne parlamenter ud af proceduren for at få Ceta og dermed den omdiskuterede ISDS/ICS voldgiftsdomstol implementeret, således at firmaer, herunder amerikanske datterselskaber i Canada, kan anlægge sag mod EU-landene og dermed styre eller udøve kontrol over fremtidig lovgivning om f.eks. miljø, fødevarer og arbejdstagerrettigheder.
Ligner en desperat handling
Det kan ligne en desperat handling fra en handelskommissær, hvis største projekt TTIP er i krise, men hvis det lykkes at gennemføre en hurtig eller foreløbig igangsættelse, vil det blive uhyre vanskeligt bagefter at bremse en endelig godkendelse. Og det vil være nemmere at få TTIP igennem med samme ”voldgift” m.m. på et senere tidspunkt.
Kommissionen vil tilsyneladende forsøge denne fremgangsmåde på et møde den 5. juli i år. Enkelte landes parlamenter – Holland, Ungarn og Østrig – har protesteret mod en sådan ensidig EP-vedtagelse, og Danmark er tilsyneladende også imod, men EU-Kommissionen skal blot undgå et kvalificeret flertal imod sig i Ministerrådet for at gennemføre manøvren.
Alle må modarbejde et kup
Vi er helt uforstående over for, at disse grundlæggende ændringer af canadiske (og amerikanske multinationale) virksomheders rettigheder over for medlemsstaterne ikke betragtes som en blandet beslutning, men derimod som et rent EUanliggende, der kan besluttes uden om medlemsstaternes parlamenter.
Ceta har i øvrigt aldrig fået et godkendt forhandlingsmandat i Europaudvalget, så en sådan fremgangsmåde er helt klart et brud på de gængse demokratiske spilleregler og den demokratiske ånd, som EU skulle bygge på. Vi må derfor opfordre alle til at modarbejde dette kup mod demokratiet.