Brugerbetalingen på uddannelse er dumt
Der er tre gode grunde til, at regeringens brugerbetaling på uddannelse bør droppes. V, S og DF bedriver uddannelsespolitik af i går, når vi burde tænke på i morgen.
Så tonede regeringen rent flag. Regeringen mangler 300 mio. kr. til dagpengesystemet. Derfor vil Venstre sammen med S og DF nu kræve betaling fra folk, der tager uddannelse nummer to. Den form for brugerbetaling er en decideret katastrofe.
Regeringens forslag er et slag mod vores verdensberømte princip om uddannelse til alle og uddannelse hele livet og alle de fordele, som dét princip bærer med sig. Og så er det en helt forældet måde at anskue uddannelse. Vi får brug for mere fleksibilitet i fremtiden. Mere uddannelse på tværs. Flere, der vil uddanne sig hele livet, ikke færre. V, S og DF bedriver uddannelsespolitik af i går. Når vi burde tænke på i morgen.
Træk forslaget tilbage
Der er tre gode grunde til, at regeringens brugerbetaling på uddannelse bør droppes:
For det første skader brugerbetalingen vores konkurrenceevne. »Det er overflødig luksus,« siger DF, når besparelserne skal retfærdiggøres. Intet kunne være mere forkert. Uddannelse er hårdt arbejde. Folk træffer et aktivt valg, som stiller dem bedre på arbejdsmarkedet. Og fremtiden er lige så uforudsigelig som vejret. Forskellige typer job kommer og går. Vores arbejdsstyrke skal kunne følge med. Kompetencer skal fornys.
For det andet skader brugerbetalingen den sociale mobilitet. Det vil være de unge, der kommer fra de mest ressourcesvage hjem, der ikke kan flytte sig i uddannelsessystemet. For sønnen af kontanthjælpsmodtageren vil have sværere ved at finansiere sit andet uddannelsesvalg end rigmandssønnen. Mange unge fra svage hjem vil være stavnsbundne til det første valg, de træffer – også selv om de valgte forkert eller har brug for at videreuddanne sig i en uddannelse på samme niveau for at forbedre deres muligheder.
For det tredje er brugerbetalingsforslaget diskriminerende over for de korte og mellemlange uddannelser. Lovforslaget forbyder dig at tage uddannelse nummer to, hvis du allerede har en uddannelse på samme eller højere niveau. En person med en professionsbachelor må godt tage en universitetsuddannelse. Men en person med en universitetsuddannelse må ikke tage en professionsbachelor. Hvorfor er en pædagog, der læser dansk på universitetet, mere værd end en pædagog, der videreuddanner sig til lærer? Det giver ikke mening.
Samlet skader regeringens brugerbetalingsforslag både vores konkurrenceevne, den sociale mobilitet, og lovforslaget diskriminerer bestemte uddannelser. Man skal kigge længe efter gode argumenter for regeringen, S og DF’s brugerbetalingskurs. Træk forslaget tilbage. Vi er klar til at forhandle en anden finansiering.