Beskæftigelsespolitikken er et kæmpe blålys

Der er intet nyt under solen, når medierne kan berette, at kommuner nu vil løse velfærdsopgaver ved at sætte dagpengemodtagere i arbejde som frivillige. Beskæftigelsespolitikken har i årevis været et kæmpe blålys. Økonomiske incitamenter indføres i en lind strøm for at presse ledige i job, der ikke findes.

Jobbene er nemlig ikke mindst besat af de ledige selv på hel eller delvis overførselsindkomst: som frivillige, som praktikanter, som løntilskudsjobbere, i arbejdsprøvninger.

Beskæftigelsesindsatsens ordninger var engang tænkt som et springbræt til det ordinære arbejdsmarked. Men de er for længst blevet et arbejdsmarked i sig selv. Lukket for alle andre end de ledige, som til gengæld arbejder for deres overførselsindkomst uden ordinær løn – og er ledige, selv om de arbejder.

Denne arbejdsstyrke er statens ejendom: De ansatte kan ikke forhandle løn og rettigheder, og de kan ikke nedlægge arbejdet og dermed presse systemet, der bruger dem. De har nemlig ikke en fælles arbejdsplads, hvor de kan mødes og organisere sig, og hver enkelt er kun midlertidigt i sit ”job”.

Velorganiseret er til gengæld markedet for denne arbejdsstyrke, som det desværre ikke er for meget at sammenligne med slaveri. Markedet kaldes beskæftigelsespolitik, og det ekstra blålys er at kalde det hele for velfærd og en hjælpende hånd til de ledige, så de kan komme i job.

Det er ufatteligt, at der kun pippes om disse ting fra tid til anden.