Afklaring på energispareområdet søges
Der er et enormt behov for politisk afklaring på energispareområdet i Danmark.
Derfor er Dansk Energi enig med Martin Raaby Skou, når han i JP 22/6 efterlyser, at politikerne tager stilling til energispareindsatsen.
Net- og distributionsselskaberne har i årevis løftet en afgørende energispareopgave, der har været med til at reducere energiforbrug i Danmark svarende til 150.000 husstandes samlede energiforbrug årligt – det er ca. 3 pct. af det samlede danske slutenergiforbrug.
Desværre står vi nu i en situation, hvor politiske trakasserier betyder, at ingen ved, hvor energispareordningen er på vej hen. Især det helt afgørende spørgsmål om, hvem der reelt skal løfte opgaven, giver usikkerhed. Det er der ingen, der er tjent med – hverken forbrugerne, aktørerne eller energiselskaberne.
Energispareindsatsen er efterladt i et limbo, der på alle måder er uholdbart. Det, der er brug for nu, er, at politikerne sætter det lange ben foran og beslutter sig for, hvad de vil med ordningen.