Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Kan man skamme sig over at være dansk?

Det er magthaverne og deres klakører i de enkelte lande, som stiller fædrelandskærlighed op som en absolut borgerpligt.

Artiklens øverste billede
Tegning: Niels Bo Bojesen

Den 5. juni fejrede vi vores grundlov, der fyldte 167 år. Den er et imponerende og langtidsholdbart dokument, skrevet af den forkætrede biskop D.G. Monrad og Orla Lehmann i 1849. Vi har meget at takke dem for, selv om demokratiet først blev fuldt indført ved den tredje grundlovsrevision i 1915. Her blev stemmeretten udvidet til dem, der hidtil havde stået uden for det politiske liv: fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere.

Som altid blev der også holdt grundlovstaler i år. Her har de ledende politikere mulighed for at lufte mere grundlæggende holdninger under forholdsvis afslappede forhold, som regel i fri luft og uden efterfølgende debat.

Flere af talerne fokuserede på det nationale, således både statsministeren, Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen. Lederne af de tre ”magtpartier” i Danmark, kan man sige, og måske trekløveret i et fremtidigt folketing.

Ifølge avisreferaterne priste Løkke Rasmussen den danske frihed og velfærdsstaten og imødegik de danskere, der har taget afstand fra regeringens (og folketingsflertallets) politik og, som han sagde, for nogles vedkommende endda »har forsøgt at sværte Danmarks gode ry til i internationale medier ... Jeg synes, det er lidt underligt, at nogle har haft travlt med at sige, at de skammer sig over at være danske«. Hvem, han tænkte på, fremgik ikke, måske af gode grunde, for det er næppe ret mange, der har udtalt sig sådan. Derimod er der mange, der har sagt eller skrevet, at de skammer sig over regeringen og dens politik, ikke mindst over for flygtningene, men også over den måde, både flygtninge og indvandrere bliver omtalt på i den offentlige debat, herunder fra de ledende partiers side.

Statsministeren sagde videre: »Det er en borgerpligt at elske sit land og ville stå ved det. Og nogle danskere har i den seneste tid sat den borgerpligt til side«.

For det første står det ikke skrevet nogen steder, ej heller i grundloven, at borgerne skal elske deres land. Kærlighed er normalt forbeholdt følelser mellem mennesker og ikke abstrakter, som nationer jo er. De fleste nærer en naturlig samfølelse med deres nation, højtideligt kaldet fædrelandskærlighed, og i den klassiske nationalisme indebar det, at man også skulle være villig til at dø for sit land (i alt fald mændene). Det er der næppe andre end professionelle soldater, som er i dag, og det ser jeg som et civilisationsfremskridt. Og følelsen af national samhørighed, som vi kender den fra den danske sangskat, og som man også har i alle andre nationalstater, er jo helt afhængig af, hvad nationen – nationalstaten – står for. Var det en borgerpligt for Albert Einstein eller Thomas Mann at elske sit land, efter at de var drevet i udlændighed af Hitler? Og for de sovjetborgere, der sad i Stalins Gulag? Eller er det en borgerpligt for syrere at kæmpe for den syriske nationalstat under diktatoren Assad? Er det ligegyldigt, om nationalstaten står for det rigtige eller det forkerte – man skal under alle omstændigheder elske den?

Nej, det er rent nonsens, beregnet for tilhørere, som ikke har tænkt sagen igennem. Og det er også farligt i sin totale relativisme, hvad nationalstaternes historie med al ønskelig tydelighed viser. Tyskland og Sovjetunionen er nævnt, men der er talrige andre eksempler på lande, hvor befolkningen er blevet undertrykt eller forfulgt og dræbt, som vi også ser det i dag, hvor det er selve kilden til flygtningeproblemet. Det er først og fremmest magthaverne og deres klakører i de enkelte lande, som stiller fædrelandskærlighed op som en absolut borgerpligt. Og Løkke Rasmussen er en af disse magthavere, som har en klar interesse i at undgå kritik for den politik, han fører, og kan stemple kritikere som fædrelandsløse svende, som den sidste tyske kejser, Wilhelm II, kaldte sine kritikere hos internationalisterne i det tyske Socialdemokrati før Første Verdenskrig.

De fleste borgere i de forskellige nationer i dag (og der er langt flere nationer end stater) føler sig som nævnt i samhørighed med deres nation og folk. Sådan har det ikke altid været, faktisk er nationsbegrebet ikke mere end 200 år gammelt. Før da gjaldt det samhørighed med ens slægt, standsfæller, religiøse menighed eller eventuelt med landsbyen, lauget eller kongen. Krige udkæmpedes normalt af lejede hære, og det var ikke nogen pligt at vove livet for sit fædreland. Nationen er, som den britiske historiker Benedict Anderson beskrev det i en berømt bog, »et forestillet fællesskab« (det er også dens titel), dvs. en konstruktion, som skabtes gennem især læseevnen og bogtrykkerkunstens spredning og dermed muligheden for, at mennesker kunne begribe sig selv i større, nationale sammenhænge.

Romantikken med dens dyrkelse af ”folket” og historien (Herder, Grundtvig) spædede godt til, men alt i alt var dyrkelsen af nationen ikke farlig, før den slog over i decideret nationalisme, altså følelsen af, at ens egen nation er bedre end andre nationer, og at den er forbeholdt det folk, der efter sigende har boet der fra hedenold (den danske stamme, som selv Søren Pind fablede om på grundlovsdag). Nationalismen udgrænser mere, end den samler, både i forholdet til andre nationer og indadtil, hvor nationen skal være forbeholdt ”stammen”. I det 20. århundrede med dets nationalistiske bevægelser blev denne strømning katastrofal for Europa, hvilket bl.a. var baggrunden for dannelsen af EF, senere EU, i 1957. EU bevarer nationerne, men vender sig mod deres bagside: nationalismen. Derfor er EU også kritisk over for de nye tendenser til nationalisme i medlemslande som Polen og Ungarn.

I Danmark har vi kun ét nationalistisk parti i Folketinget, nemlig Dansk Folkeparti. Men både Venstre og Socialdemokratiet er også begyndt at appellere til følelsen af, at Danmark er bedre end andre lande. Det er rigtigt på nogle områder, ligesom for Sverige og Norges vedkommende, nemlig når det gælder en mere rimelig fordeling af nationalindkomsten og flexicurity-systemet m.v. Men som nation er Danmark én blandt mange nationer, som først og fremmest har den forpligtelse at samarbejde og holde fred indbyrdes. Det ville grundlovsfædrene nok have været enige i. Grundloven bør vi nemlig elske, mens ”fædrelanderiet” alt for let leder på afveje. »My country – Right or wrong !« holder ikke længere.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.