Amerikansk politisk korrekthed
For at sige det lige ud, så har Trump ingen selvkontrol.
Når der sker tragiske begivenheder som den i Orlando, har politiske ledere det med at standse op og sætte alt på pause, indtil de har fået indsigt i, hvem der står bag og hvorfor. Men sådan har det ikke været i USA. På grund af valgkampen har de tre mest fremtrædende amerikanere – præsident Obama og de to præsidentkandidater Clinton og Trump – været meget hurtige til at tale skråsikkert om begivenhederne, samme dag. Udtalelser, som på alle måder har været forudsigelige, men som også blotlægger en debat om politisk korrekthed i USA.
Donald Trump var ikke overraskende den mest provokerende. Straks efter angrebet skrev han i et tweet: »Hvad sagde jeg?« og forlangte, at grænserne skal lukkes for muslimer – også selv om gerningsmanden var bosat og opvokset i USA. For at sige det lige ud, så har Trump ingen selvkontrol. Det interesserer ham ikke at finde ud af, hvad der faktisk skete. Han har råbt op om, at de muslimske miljøer dækker over sådanne gerningsmænd, og forlangt, at Obama skulle gå af, fordi han tilsyneladende har en skjult dagsorden og derfor forholder sig passiv i bekæmpelsen af terror. Trumps svar på terror er, at amerikanerne skal have flere våben, så de kan forsvare sig.
Alt dette nåede Trump at sige, mens man var i gang med at finde ud af, hvad der var op og ned på denne terroraktion. En sådan lunefuldhed og spontanitet er meget bekymrende. Manden har på ingen måde format eller kompetence til at bestride verdens mest magtfulde stilling. Hans cowboyagtige machofacon i twitter-one-linere er direkte farlig for verdens sikkerhed.
Over for Trump står så præsident Obama, som ikke vil bruge udtrykket islamisk terror om det, der skete, og dermed repræsenterer en politisk korrekthed, der har vundet indpas i USA i de senere år. Der er efterhånden rigtig mange ting, man ikke må sige i USA, og udtrykket islamisk terror har været diskuteret længe. Obama har altså valgt ikke at bruge det. Men når der er ting, man ikke vil tale om eller nævne af frygt for at være politisk ukorrekt, så hæmmer det ikke bare ens frihed til at tale, men også ens opfattelse af virkeligheden. Kritikere af den politiske korrekthed mener, at den truer den akademiske frihed og hæmmer den frie diskussion.
For nogle år siden protesterede nogle studerende på University of Texas mod, at der i deres bøger stod: »Spredning af international terror skyldes islamisk fundamentalisme, der modsætter sig Vesten.« De politisk korrekte studerende ville have, at man i samme åndedrag skulle nævne IRA og Rote Armee Fraktion, så muslimerne ikke blev hængt ud. Men en sådan holdning er overkorrekt.
Midt mellem Trump og Obama har vi så Hillary Clinton. Hun har hidtil været på linje med Obama og helst ikke villet kalde bæstet ved rette navn, men samme dag som Orlando-terroren sagde hun direkte, at hun nu ville tage udtrykket islamisk terror i sin mund.
Jeg mener, at man skal kalde tingene ved deres rette navn, og så må muslimer acceptere, at dette ikke er et angreb på alle muslimer, men et angreb på den voldelige ideologi islamisme, der har sit udgangspunkt i islam. Man skal ikke hænge alle muslimer ud, men det er vigtigt at se i øjnene, at man ikke kan tie problemerne ihjel.
Og så hjælper det ikke sagen, at reaktionerne i den arabiske gade er pinlige. Flere arabiske lande har udtrykt officiel fordømmelse af Orlando-terroren. Fint! Men tag et blik på de arabiske mediers Facebook-sider, og tjek de kommentarer, der er blevet lagt ind af arabere fra hele den arabiske verden. Her er der ikke megen sympati at spore andet end for gerningsmanden og dennes familie. Alt for mange mener, at de homoseksuelle selv var ude om det, og at de havde fortjent at blive skudt. Nogle jubler ligefrem. Man skal lede længe, for at finde så meget som bare en enkelt kommentar, der fordømmer terroren i Orlando. Det er uhyggeligt og pinligt, men lige noget for Trump!