Stram økonomi vil øge ulighed i sundhed
Sundhedsvæsenet og dets tilbud om lige adgang er under et foruroligende pres.
Sundhedsvæsenet og dets tilbud om lige adgang er under et foruroligende pres.
DR’s aktuelle dokumentarserie ”En syg forskel” viser, hvilke konsekvenser den voksende ulighed i sundhed har for en lang række mennesker i vores samfund.
Er det en situation, vi som samfund ønsker? Og skal vi stiltiende risikere, at uligheden fortsætter med at øges – frem for at mindskes?
Den indgåede stramme økonomiaftale mellem regeringen og regionerne trækker foruroligende i den forkerte retning. Enhver kan regne ud, hvad den kommer til at betyde for patientsikkerhed og den faglige kvalitet i de sundhedsfaglige ydelser, som særligt de svageste borgere har brug for. Og man må i den grad undrende spørge: Hvordan kan regeringen i sin sundhedspolitik på den ene side proklamere, at den ønsker et sammenhængende sundhedsvæsen på et højt fagligt niveau – og på den anden side ikke vise reel vilje til at ville investere tilstrækkeligt til at nå målene?
Ikke alene vil de fortsatte krav om produktivitetsstigninger ramme patienter, borgere og personale som ved tidligere stramninger.
Det er klart min opfattelse, at sundhedsvæsenet befinder sig ved en skillevej, hvor vi kan risikere, at den dokumenterede ulighed i sundhed vil vokse markant, når ydelser og tilbud skal underlægges yderligere effektiviseringskrav.
Forskning viser, at det netop er de svageste, mest udsatte og sårbare, der er taberne, jo mere accelererede sundhedsforløbene bliver.
Den stramme økonomiaftale vil lægge sig i forlængelse af de tidligere meget omfattende nedskæringer, der har været gennemført bl.a. ud fra krav om øget produktivitet.
På sygeplejens område har det betydet, at siden 2001 er aktiviteten pr. sundhedsprofessionel steget med 40 pct. Eller sagt på en anden måde: 72 sygeplejersker løser i dag de samme opgaver, som 100 sygeplejersker gjorde i 2001.
Der er nok ikke mange, der vil mene, at sygeplejersker for 15 år siden sad på hænderne, og enhver, der har været i kontakt med dagens sundhedsvæsen, har gjort den erfaring, at den kompetente behandling og pleje nu nærmest bliver udført på trods af de vilkår, medarbejderne har for at udøve deres faglighed.
Skal vi undgå en øget ulighed i sundhed, må der sikres vilkår for sundhedsvæsenets kompetente og engagerede medarbejdere, så de kan udøve faglighed på et højt kvalificeret niveau. Uden den indsats vil uligheden vokse og vores sundhedsvæsen smuldre.