Idrætsforeningerne fortjener en særlig plads i danmarkskanon

Debatten om danmarkskanonen rummer mange interessante bud på særligt danske kulturer: højskolekulturen, tillidskulturen og festivalkulturen. I Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI vil vi gerne opfordre til at huske en kultur, der hver dag tager hånd om 2,5 millioner medlemmer landet over: foreningskulturen og idrætten.

Foreningskulturen spænder tre århundreder og har overlevet utallige regeringer, to verdenskrige, teknologiske revolutioner og skiftende tendenser fra 60’ernes flowerpower til 00’ernes skærmkultur. Der spændes vidt fra fodbold over judo til dart. Fra udøverne på banen og i hallen til forældrene på sidelinjen og de frivillige trænere og ledere. Succesen kan i høj grad tilskrives de tre s’er: Idræt er sundt, sjovt og socialt.

Det er et fattigt liv, hvis man kun er ”klient” eller ”kunde” i samfundet. Det er vigtigt, at man også er medlem af fællesskaber og samfundet. Som barn får man en mini-uddannelse i foreningslivet, da stort set alle børn gennem foreningslivet oplever at være en del af et fællesskab. Det er guld værd, når de senere skal have studiejob og træder ind på arbejdsmarkedet. De mange frivillige trænere og ledere får fra en tidlig alder en mini-lederuddannelse. Også vigtige egenskaber for arbejdsmarkedet senere hen.

Mange får denne mini-uddannelse. Danskerne hører til blandt de mest idrætsaktive nationer. To af tre dyrker regelmæssig motion, og godt 40 pct. er medlem af en idrætsforening. Det er unikt for Danmark og en kvalitet, vi ofte bliver spurgt interesseret ind til af udenlandske kolleger i IOC og nationale forbund. Så stor en maskine kører ikke af sig selv. DIF og DGI engagerer flere end 400.000 frivillige. Det svarer til indbyggerne i Aarhus og Aalborg lagt sammen. De frivilliges arbejdsindsats svarer til godt 35.000 årsværk. I lønnet arbejdskraft ville det koste mere end 20 mia. kr. årligt. Alle dele af samfundet tager aktivt del i foreningslivet. Fra den lokale håndværker til skolelærerinden og direktøren i en af de store danske virksomheder.

Opgaver uden for eget regi

Foreningslivet løfter også opgaver uden for eget regi. Senest med DIF og DGI’s fælles vision ”Bevæg dig for livet” med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden, der findes i regeringsgrundlaget. Visionen begrænser sig ikke til foreningerne, men giver et generelt løft af folkesundheden. I 2025 skal 75 pct. af danskerne være fysisk aktive.

Foreningslivet har stor sundhedsværdi. En analyse viser, at alene DIF-idrætten giver besparelser på op mod 1,7 mia. kr. om året på forebyggelsen af fire udbredte folkesygdomme. Foreningsidrætten hjælper også de socialt udsatte, der ofte ikke lever op til sundhedsanbefalinger. Disse målgrupper vælger i høj grad foreningslivet frem for alternativer på markedet. Foreningerne dækker hele Danmark fra storbyer til lokalsamfund og på tværs af alder, køn, uddannelse og sportslig ambition.

Kulturminister Bertel Haarder lægger vægt på den danske ”tillidskultur”. Det, mener vi i høj grad, stammer fra foreningslivet. I foreningslivet er der plads til alle. Det gælder også nydanskere, som ikke har det som en del af deres kultur. Idræt har et universalt sprog, lige meget om du bor i Valby eller Vollsmose. Om dåbsattesten siger Anna eller Amena. Den lokale idrætsforening er en genvej til en kulturforståelse og et netværk, der ikke kommer naturligt for en ny indbygger eller midlertidig tilflytter til et nyt land.

Idrætten er inkluderende og mangfoldig. I en foranderlig verden er foreningslivet en konstant, der samler danskerne på tværs. Det har vi gjort i mere end et århundrede, det gør vi i dag, og det vil vi fortsat gøre.

Derfor fortjener idrætsforeningerne en særlig plads i danmarkskanon.