Måske er man ved at blive hårhudet...

Efter weekendens masseskyderi i Orlando, hvor endnu en muslimsk sindsforstyrret mand gik amok med automatvåben og myrdede forsvarsløse festglade mennesker på en natklub, sidder vi andre og følger mediedækningen af denne begivenhed, der desværre snart er gået hen og blevet hverdagskost.

Man siger om store øjeblikke, at mennesker husker både tid og sted, hvad de selv var i færd med, når disse ting skete – det være mordet på John F. Kennedy, angrebet på World Trade Center, etc. På en måde bindes vi således historisk sammen med hændelsen, og den lagres i vores hukommelse, hvor den bliver til vores dødsdag.

Jeg ved ikke, hvordan det er med andre menneskers ”lagringsplads”, læs en modtagelig hukommelse, der er parat til at lade alverdens terrorhændelser indgå på hukommelsespladen, men for mit eget vedkommende er pladsen, kan jeg mærke, snart ved at være tom.

Glemt har jeg, hvor jeg selv var, da angrebene i Madrid og London fandt sted. Ligeså er det gået efterfølgende med hændelserne i Paris, København og en lufthavn i Belgien. Ej heller husker jeg længere, om kronologien passer; er det ikke også fuldstændig underordnet, al den stund man ikke kan holde orden på kaos og slet ikke har fantasi til at forestille sig, hvor terrorens hæslige ansigt vil slå til næste gang. Måske er man bare ved at blive ”hårdhudet” efter alle disse umenneskelige massakrer, ja, hvad kan snart ryste en i den boldgade.

Det skulle da lige være, at Danmark ikke kom med til de igangværende europamesterskaber i fodbold. Men også her spiller en nagende tanke hele tiden ind, og kun dommerfløjten tilkendegiver, at endnu en kamp blev afviklet uden selvmordsbomber og des lige.

Må det bedste hold vinde. Vi er nødt til at holde os selv i gang med lige dele terroranslag, EM, og en forestående Tour de France. Det kræver efterhånden et bredt bryst at skulle abstrahere snart fra det og snart fra det andet.