Brud på retsprincip

Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti argumenterer i JP 10/6 for, at stramningerne, af hvad der kan siges i landets kirker og moskéer, ikke er et brud på ytringsfriheden, fordi det kun bliver forbudt at sige bestemte ting i religiøs sammenhæng, ikke i verdslig.

Den britiske oplysningsfilosof John Locke (1632-1704) formulerede et meget vigtigt princip for ytringsfrihed og religionsfrihed, som man kan formulere sådan her:

Hvis noget er tilladt i verdslig sammenhæng, skal det også være tilladt i religiøs sammenhæng. Hvis noget er forbudt i verdslig sammenhæng, skal det også være forbudt i religiøs sammenhæng.

Det vil sige, der skal ikke gælde særregler – hvis noget er tilladt for alle, er det også tilladt i en kirke, og omvendt.

Det er ikke svært at se, at dette er et grundlæggende princip for enhver retsstat. I modsat fald ville det jo pludselig være tilladt for Dansk Folkepartis Marie Krarup at prædike, at nogle gange skal man stikke sit barn en syngende ørefigen, fordi det sker i verdslig sammenhæng; mens det ville være forbudt for en imam at sige, at man må markere et slag ganske blidt, fordi det sker i en moské.

Med andre ord, Lockes princip siger, at enten er noget tilladt, eller også er det forbudt – vel at mærke for alle. Alt andet er diktatur – og diktatur er med andre ord ret præcist, hvad Martin Henriksen taler for.