Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Ateismen er et barn af en gradvist frigjort humanisme

Ateismen er dybt afhængig af det, den opponerer imod. Det er med ateisterne, som det er med religionshistorikere: De burde begge være glade for, der er så mange, der er kristne. Ateisme er et kristeligt fænomen.

Der er en nøje sammenhæng mellem gudserkendelse og selverkendelse. Det er også i hvert fald én af grundene til, at humanismen dels idéhistorisk har haft sit udspring i kristendommen, dels nu har selvstændiggjort sig i et sådant omfang, at den er blevet en konkurrent til en kristelig tilværelsesforståelse.

Tænker man over det at være menneske, støder man før eller siden på spørgsmålet om eksistens, liv og død. Uanset om man er regelret humanist eller religiøs, melder de spørgsmål sig. Man besvarer dem bare forskelligt. Og dog.

Som humanismen har brug for kristendommen og religionen, på samme måde har kristendommen og religionen brug for humanismen. For det menneskelige og det kristelige hænger som antydet uløseligt sammen. I kristendommen og i en af kristendommen påvirket kultur er det simpelthen umuligt at tænke Gud uden samtidig også at tænke menneske. Og omvendt.

Selvbevidst propaganda

Aktuelt kan vi se på ateisterne og deres meget selvbevidste propaganda. Af og til kunne man godt få på fornemmelsen, at de i mange henseender er mere troende, end de fleste kristne er. I hvert fald har de omtrent et lige så lidenskabeligt forhold til deres trosgrundlag, som meget entusiastiske kristne og religiøse har til deres. Især når de er nyomvendte.

Det gælder således også historisk som aktuelt, at ateismen er et barn af en gradvist frigjort humanisme. Men i modsætning til den mere afdæmpede og nøgterne humanisme er ateismen dybt afhængig af det, den opponerer imod. Det er med ateisterne, som det er med religionshistorikere: De burde begge være glade for, der er så mange, der er kristne. Ateisme er et kristeligt fænomen.

”Lærer folk at gå i blinde”

Lasse Brandstrup, en tidligere gymnasielærer fra Frederikshavn, har i sin bog ”Europas religion – kristendom og ateisme” fra 1997 redegjort for, at ateismen sjældent har været et selvstændigt fænomen, men ofte en del af en anden, såkaldt sekulær ideologi, hvor også andre forhold end de religiøse spillede ind.

Og ydermere folkeligt blot er blevet en måde, hvorpå man holder sig tilværelsens alvorlige og personlighedsindgribende eksistensspørgsmål om liv, død og meningen med det hele syv skridt fra livet.

Han ligefrem anklager ateismen for »at lære folk at gå i blinde gennem livet.« Med andre ord som dét, som den nu afdøde forfatter Ebbe Kløvedal Reich (1940-2005) karakteriserede som ”bøvet normalateisme”. At være bøvet er ikke det samme som at være forlegen. Det er en ærlig sag. I bøvetheden er forlegenheden blevet påståelig og vanedannende.

Uløselig del af vores kultur

Spørgsmålet om Gud er et evigt menneskeligt spørgsmål efter mening, som er en naturlig del af det at være menneske. Man kunne måske sætte det på spidsen og hævde, at dét, der gør mennesket til menneske, akkurat er, at vi netop spørger efter Gud og en mening, som går ud over liv og død. Det er en uløselig del af vores kultur og historie og vil ikke kunne udryddes, uden man også måtte udrydde menneskene. Man kunne godt frygte, at ateisterne med tiden får samme forhold til religiøsitet og tro, som nazisterne havde det til den abstrakte kunst, som de kaldte ”entartet”; altså degenereret eller forvansket kunst.

Åndeligt og søgende

Mennesket er ikke et mekanisk produkt af en industrialiseret fornuft, der tvinger ånden ind i en skruestik af regelrette lovmæssigheder. Mennesket er et åndeligt, søgende og i dén forstand evigt væsen, at det som en del af vores natur søger ud over, hvad døden ellers sætter grænser for.

Fænomener så uhåndterlige som kærlighed, lidenskab, engagement, sympati, medlidenhed, engagement, forundring og lignende lader sig ikke affærdige af videnskabelig reduktion, der nedskriver menneskelivets ufattelige dynamik og ubegrænsede spændvidde til – med Ole Wivels udtryk: ”skyggen på en mur”.

Vi kan ikke én gang for alle rubricere mennesket i en udtømmende kategori, som i fremskridtets hellige, almindelige navn gør mennesket manipulerbart og til sidst afklæder det det menneskelige, så vi kan behandle hinanden, som vi vil. Mennesket er et mål i sig selv. Ikke et middel. Og det er dybest set en religiøs påstand, der dermed henter sin begrundelse i noget, der er hinsides det menneskelige.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.