Regeringens gymnasiereformudspil svigter almendannelsen

Hvad er gymnasiets formål? Skal man bibringes målbare kompetencer til at kunne konkurrere på arbejdsmarkedet? Eller skal vi møde nye perspektiver på tilværelsen, få sans for vores rødder og værdier og lære noget i bredere forstand om at leve – og leve sammen på et oplyst og ansvarligt grundlag? Svaret synes oplagt: begge dele, men man får kun begge dele, hvis man anerkender disse to formåls egenart og handler derefter.

Regeringens udspil til en gymnasiereform fejler i denne henseende og svigter således både den danske tradition for almendannelse og Danmarks internationale forpligtigelser.

Efter terrorangrebene i Paris og København tiltrådte Danmark den 17. marts seneste år sammen med de øvrige EU-lande den såkaldte Paris-erklæring. Under titlen ”Declaration on Promoting citizenship and the common values of freedom, tolerance and non-discrimination through education” erklærer EU-landene at ville bekæmpe radikalisering og ekstremisme gennem uddannelse. 23/11 efter nye voldsomme angreb i Paris skrev undervisningsminister Ellen Trane Nørby følgende forud for EU-rådsmødet om uddannelse og ungdom i Bruxelles:

»Jeg tager til mødet med budskabet om, at EU’s prioriteter på uddannelsesområdet skal afspejle de udfordringer, der er i Europa lige nu. Det handler både om svag økonomi i flere lande, migration og angreb på demokratiske værdier. Vi skal sikre, at børn og unge i uddannelsessystemet kan få de kompetencer, der bidrager til vækst og beskæftigelse i Europa, og at børn og unge bl.a. det via uddannelsessystemet får den demokratiske dannelse, som er et fundament for at kunne bevare de frie og trygge samfund, vi har i Europa. De tragiske begivenheder i Paris forrige fredag understreger behovet for, at vi aldrig tager vores frihedsrettigheder og de demokratiske værdier for givet.«

Ellen Trane Nørby har altså blik for uddannelsessystemets dobbelte formål, og hun fremhæver endda det dannelsesmæssige aspekt.

Dannelse bygger på faglighed

Hvordan i alverden er regeringen så kommet fra de fine målsætninger til et udspil, som tvinger flere unge væk fra gymnasiet, skaber en øget og usund karakterfokus, og som berettiget er blevet kritiseret sønder og sammen for at slagte gymnasiets almendannende formål? Som nærmest kun kan mobilisere Dansk Industris underdirektør, Charlotte Rønhof, til et forsvar for det iboende dannelsessyn ud fra en fattig betragtning om, at dannelse bare er lig faglighed, som kan give en konkurrencefordel, når man sælger pumper i Tyskland.

Dannelse bygger på faglighed, men lever og ånder på et andet plan end de færdigheder, vi forholdsvist sikkert kan opmåle og give karakterer for. Dannelse kan ikke måles, men kan kvæles af en tænkning, hvor alt går op i målinger og karakterer, instrumentalisering, snævertsynet erhvervs-retning og elevtrivselsundersøgelser, som reducerer eleverne til ”kunder i butikken”.

Regeringens udspil ser formentlig ud, som det gør, fordi vores politikere nok hylder dannelse og frygter radikalisering, men endnu mere frygter at komme på tværs af mantraet: ”Ikke én skattekrone brugt uden dokumenteret effekt.” The name of the game er accountability, og i det spil har den målingsresistente almendannelse trange kår.

Således ender man med regeringens gymnasiereformudspil; uden for landets grænser ser det måske slagkraftigt ud med udspillets ”moderne dannelse”, men reelt er det et svigt og en forspildt mulighed for at møde Danmarks udfordringer og internationale forpligtigelser med noget unikt dansk.

Dannelse kan ikke målstyres og reduceres til et antiradikaliserende værktøj, men dannelse er en nøgle til at modvirke radikalisering. Og fremover får vi mindre af den.