Alt er naivitet
Det mest positive jeg kan sige om Alternativet er: Alt er naivitet.
Jeg fik kendskab til dette naive godhedsparti på valgnatten ved sidste valg. Jeg forstod ikke et ord af, hvad partilederen Uffe Elbæk sagde, og har ej heller gjort det siden.
Jeg forstår, at de har bidraget med to ting indtil nu i Folketinget. Nummer et er at stemme for en boligjobordning, hvor hver nye arbejdsplads koster mellem 1-2 mio. kr. Nummer to er at deltage i politikerleden. Støttet af naive vælgere og konverterede og tidligere folketingsmedlemmer.
Cirkusunderholdning forstår de sig på. Værre er det, når det drejer sig om politisk arbejde, der ikke kan løses med at snakke, snakke og snakke i rundkreds. ”Pigefornærmet” forlod de gymnasieforhandlingerne.
Som et andet protestparti byder de alle udlændinge velkommen til Danmark. All inclusive, naturligvis. Dette betyder også frit statsborgerskab.
Statsborgerskabet, fortæller Ulla Sandbæk, indfødsretsordfører, skal man ikke engang gøre sig fortjent til.
Samme vilkår, som man vælger folketingskandidater på. Der gælder det blot, man kommer til rette tid. Det gjorde tidligere talsmand for Grimhøj-moskéen, Mohammad Sabah Ahmad, ikke, da han stillede op for ”Alt er naivitet”.
Han skal nu vente og snakke, snakke for ikke at blive stigmatiseret.