Alternativet svigter gymnasieeleverne

Alternativet har valgt at gå fra gymnasieforhandlingerne. Vi er midt i forhandlingerne, og ministeren rykker sig. Alternativet vil et langt stykke hen ad vejen det samme som resten af oppositionen. Derfor giver det i mine øjne ingen mening at sætte sig uden for døren. Nu er vi færre partier til at kæmpe for det ved forhandlingsbordet.

Alternativet argumenterer med, at regeringens udspil er alt for langt væk fra noget, som kan trækkes i den rigtige retning. Det har jeg tygget en del på.

Selvfølgelig kan den endelige aftale ende med at være så dårlig, at man ikke vil være med. Men jeg kan ikke finde et eneste argument for ikke at forsøge at trække udviklingen så meget i den rigtige retning, som man kan.

Jeg kan se to forklaringer på, at Alternativet har valgt at sætte sig selv uden for indflydelse:

Enten er logikken hos Alternativet, at de vil vise, at de er det parti, der er mest imod udspillet, ved at være de første til at gå.

Eller også har Alternativet ikke helt forstået, hvor meget indflydelse man kan få, selvom man til sidst ender med at gå eller bliver bedt om at gå fra forhandlingerne. De resultater, vi forhandler os frem til undervejs, vil jo stadig bestå. Forhandlingerne starter ikke forfra, når et parti forlader lokalet.

Reform uden social slagside

Uanset hvad står vi tilbage med samme resultat: De mennesker, der har stemt på Alternativet, får ingenting for deres stemmer. Det kan jeg egentlig være ligeglad med. Men det er jeg ikke, for de tusindvis af unge, som med regeringens udspil vil blive frataget muligheder og dermed den fremtid, de drømmer om, har brug for, at oppositionen er så stærk som mulig.

De unge har brug for en reform uden social slagside. Det kæmper vi for ved bordet, det gør Alternativet ikke.

Det gør min opgave som radikal forhandler endnu vigtigere. Det skal jeg være den sidste til at brokke mig over.

Den politiske kultur

Men jeg vil gerne rejse en debat om vores politiske kultur: Det kan ikke nytte, at politikere er mere optagede af at være imod end af at søge indflydelse. Skolerne får ikke ét gram mindre central styring af, at Alternativet har forladt forhandlingerne. Tværtimod er det os, der sidder tilbage ved forhandlingsbordet, som kan kæmpe for, at der kommer større frihed til skolerne.

Det er ikke nok at have holdninger. De skal også omsættes til handling. Ellers er Alternativets politiske kultur ikke andet end en kopi af en gammeldags protestbevægelse, hvor det er vigtigere at råbe højt end at skabe resultater, som flytter Danmark i den rigtige retning.