Kommissionshistorikere har en dobbelt opgave

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Claus Bryld kan ikke lide kommissionsundersøgelser, der er skrevet af historikere.

Blandt andet er CB i JP 1/4 kritisk over for Diis’ koldkrigsudredning og PET-kommissionens beretning, som vi er medforfattere til. CB skriver, at, PET-kommissionen »endte med totalt at ”frikende” de ansvarlige politikere, Justitsministeriet og selvfølgelig PET.« Det er ikke rigtigt.

Det blev i beretningen dokumenteret, at PET havde registreret bredere, end man havde givet Folketinget indtryk af, og at PET gennem årene i strid med gældende regler havde opbygget parallelarkiver (arbejdskartoteker), hvori der blev noteret oplysninger alene på grundlag af lovlig politisk aktivitet.

Uden om domstolene

Samtidig fremgik det, at PET’s ledelse et antal gange under Arne Nielsens og Ole Stig Andersens perioder som politimestre havde unddraget sig Wamberg-udvalgets kontrol ved at give urigtige oplysninger til kontrolorganet, men at PET i øvrigt med kun få dokumenterede undtagelser havde handlet i overensstemmelse med gældende regler og retningslinjer inden for den del af PET’s virksomhed, som kommissionen skulle undersøge.

En undtagelse fra dette billede var en ransagning foretaget af PET i 1980’erne af det nationalsocialistisk ejede forlag Nordland. Med operationen havde PET skaffet sig vigtige og brugbare oplysninger om danske og udenlandske nationalsocialister, men uden at have opnået domstolenes tilladelse til indgrebet.

CB mener, at vi skulle have taget afstand fra PET’s trusselsbillede under Den Kolde Krig. Det kan han mene, men måske hænger CB’s kritik sammen med, at han under Den Kolde Krig var medlem af VS, der var et parti, der rummede en leninistisk fraktion, som CB indgik i. Leninisterne i VS gik ind for proletariatets diktatur. Det var blandt andet derfor, at PET efterforskede VS.

CB skriver, at historikere ikke er i stand til at levere kritisk forskning i kommissioner. Det er som vist ikke rigtigt. Også kritikken af Diis’ udredning burde være anskuelsesundervisning i det modsatte. Det siger sig selv, at man kan diskutere, om det er en god idé at kulegrave den nyeste fortids kontroversielle politiske beslutninger, især når de vedrører krig og fred og har betydning for statens sikkerhed.

CB synes at mene, at man skal foretage den slags undersøgelser, blot mener han ikke, at historikere har nogen rolle at spille der.

Det politiske engagement

Det er vi ikke enige i. Set med vores øjne har kommissionshistorikere en dobbelt opgave: for det første at besvare det formulerede kommissorium så præcist som muligt og for det andet at sætte svarene på de stillede spørgsmål ind i en bredere sammenhæng. Men historikere kan lige så lidt som alle andre fagpersoner sige sig fri for, at politisk engagement kan spille en rolle for deres arbejde – det er CB’s kronik et fint eksempel på.

Et fællestræk for seriøst arbejdende historikere er imidlertid, at de håndterer deres politiske præferencer med distance. Det betyder, at de iagttager de kriterier for historisk forskning, der adskiller de pågældende fra den politiserende historiker og debattører.

Vigtigt er her at arbejde i overensstemmelse med almindelige kildekritiske og almengyldige tolkningsprincipper. Men for nogle kan det være en vanskelig balancegang – igen er CB’s kronik et fint eksempel herpå.

Interesseret i et retsopgør

CB afslutter sin kronik med bemærkningen, at en fremtidig historikerkommission om Afghanistan- og Irak-krigene formenligt »ville lave en pæn frisering af en historie, der næppe er særlig pæn«. Formuleringen vidner om, at CB ikke først og fremmest er interesseret i historisk indsigt, men i et retsopgør.

Måske er det derfor, at Bryld i kronikken fremhæver undersøgelsen af Tamil-sagen som et positivt eksempel på en kommissionsundersøgelse. Den resulterede ifølge CB i, at forhenværende justitsminister Ninn-Hansen »blev pillet ned af piedestalen og forsvandt fra Blå Bog efter en betinget fængselsdom, afsagt af Rigsretten.« Sådan dømmesyge er ikke noget godt udgangspunkt for historisk udredningsarbejde.