Den tredje slesvigske krig

For nogle uger siden vakte den tidligere chef for DR-drama Ingolf Gabold ravage, da han, tilsyneladende på eget initiativ, stod frem og erklærede, at dramaserien om 1864, som DR 1 sendte i efteråret 2014, var »et slag mod DF« med dets nationalisme og krigsstøtte.

Det blev hurtigt dementeret af den nuværende ledelse og må naturligvis stå for Gabolds helt egen regning. Motivet må vel have været igen at blive 'set' efter flere år uden for mediernes søgelys. Det lykkedes til fulde, men burde efter min mening have været ignoreret. For en tv-serie kan ikke være rettet imod noget bestemt politisk parti uden at det fremgår af indholdet, og ”1864” var nok vendt mod krig og chauvinisme, men de to ting har DF jo ikke patent på – de har fandtes i historien så længe tilbage, som vi har kilder til, og før de skriftlige kilder har vi masser af arkæologiske vidnesbyrd om død og ødelæggelse i krig og massakrer. Et besøg på det fremragende Moesgård Museum uden for Aarhus kan bevidne dette, og udstillingen dér er næppe rettet imod DF!

Alligevel kan der være grund til at beskæftige sig lidt med efterdønningerne af den stormomsuste tvV-serie. Det skete faktisk på Cinemateket i København 21/11. sidste år, hvor der var indbudt til debat om serien under overskriften ”1864 - når politikerne laver film”. Jeg deltog selv som ”ekspert”, da jeg har skrevet lidt om film og historie. Hovedpersonen var dog den svenske filmprofessor Erik Hedling, som skal omtales nedenfor.

Problemstillingen om hvorvidt historie kan præsenteres på film eller tv fagligt forsvarligt og samtidig udgøre en god historie, dvs. en fortælling, som folk gider følge med i, er gammel. For at opbygge både spænding og identifikation er det nødvendigt at bruge fiktive elementer, som nogle gange er i større eller mindre overensstemmelse med de historiske kilder. Men hvornår overskrider fiktionen rammerne for det, vi ved om historien? Og i hvilken grad vil instruktøren skabe et tilnærmelsesvis sandt billede af de historiske begivenheder i forhold til at skabe en fascinerende fortælling, som holder tilskueren fast?

Det blev diskuteret på mødet i Cinemateket, som også instruktøren Ole Bornedal deltog i. Udgangspunktet var en lang, grundig afhandling af den svenske filmhistoriker Erik Hedling fra Lunds Universitet. Den er netop lagt ud som ”single” i nettidskriftet Kosmorama. Hans afhandling er først og fremmest en analyse af filmens modtagelse i offentligheden – det, som nogle har kaldt ”den tredje slesvigske krig”.

I sin hovedkonklusion vejer Hedling pro et contra, men han er overvejende positiv over for filmen og ser en stor del af kritikken som enten bygget på misforståelser eller på politisk-ideologiske interesser. Som før nævnt rummer filmen jo et klart politisk (men ikke partipolitisk) budskab.

Den er en antikrigsfilm, og det kunne de borgerlige partier, ikke mindst det meget nationale DF, ikke leve med. Når Folketinget med borgerligt flertal nu havde bevilget 100 mio. kr. til filmen, måtte samme flertal vel også kunne forvente et kunstværk, som bekræftede det i dets nationale eller rettere nationalromantiske forestillingsverden. Men en sådan statsstyring er uacceptabel, ifølge Hedling.

Jeg er enig – men har dog et par indvendinger, som jeg også fremførte på mødet 21.11. Og de går netop på relationen mellem fakta og fiktion. Hedling kalder konsekvent filmen for fiktion eller historisk fiktion. Men det er den jo ikke. Lise Nørgaard og Erik Ballings "Matador" er historisk fiktion, selvom den foregår i en bestemt historisk periode. Men alle personerne og stederne er opdigtede. ”1864” må derimod rubriceres under det man kalder blandingsgenren eller ”faktion”, d.v.s. en blanding af fakta og fiktion. Man kan også kalde den for et doku-drama. Som sådan er den principielt forpligtet på den historiske virkelighed, den vil skildre. Den har ret til at forholde sig relativt frit til de historiske kendsgerninger og ikke mindst til at fortolke historien frit, men ikke til at skabe en fortælling, som ikke har noget med fakta – de historiske kendsgerninger – at gøre.

Og her er der problemer. På nogle punkter bryder tv-serien nemlig radikalt med det, vi ved om fortiden. Og det gør den ved at karikere de nationalliberale politikere og især D.G. Monrad til ukendelighed. Monrad var hverken psykopat eller dybt infantil sådan som serien fremstiller ham. Han var tværtimod en højt begavet politiker og intellektuel. Muligvis var han manio-depressiv (og det kan have påvirket hans beslutningsevne), men det er jo ingen skam i sig selv, det var Viggo Kampmann f.eks. også, og han var en god statsminister.

Uden at være enig med andre historikeres rigide krav om nøjagtighed og akkuratesse må jeg indrømme, at også jeg stod af over for fremstillingen af Monrad. Den var heller ikke nødvendig, fordi filmens pointer sagtens kunne være gennemført uden, ja de ville have stået stærkere, hvis dette portræt og skildringen af De Nationalliberale i det hele taget havde været mere sandt og historisk nuanceret.

Når filmen herudover trådte på nogles ømme tæer, har det naturligvis at gøre med, at 1864 virkelig er et ømt punkt i dansk historie. Det andet store ømme punkt er besættelsestiden, og det er betegnende, at de voldsomste debatter om historiske film herhjemme har drejet sig om disse to begivenheder.

For Besættelsens vedkommende så man det eksempelvis, da dansk fjernsyn i 1985-86 viste svenskeren Stellan Olssons tv-serie om Jane Horney. Det var i monopolets tid, og den debat, der rasede under og efter serien, var langt stærkere og mere hadefuld end den, der udspillede sig om ”1864”. Magtfulde kredse kunne ikke acceptere, at Olssons film satte spørgsmålstegn ved, om alt, hvad modstandsbevægelsen foretog sig – in casu drabet på Jane Horney – nu også var fuldt ud rigtigt.

Trods alt var det jo kun Ekstra Bladet og DF, der direkte dæmoniserede Bornedals film. Og DR måtte ikke gå canossagang og beklage, at den i det hele taget var blevet sendt, som det skete med Horney-filmen. Det gør dog ikke Gabolds udtalelser mindre bizarre.