Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Forbrydelse og straf – et spørgsmål om den rette pris

Kriminologer betragter forbrydere som syge mennesker, der skal helbredes. En ny ph.d.-afhandling tager udgangspunkt i, at de tænker rationelt og skal behandles derefter.

Artiklens øverste billede
Ph.d. Jan Sørensen har studeret kriminalitetens mekanismer ud fra et økonomisk synspunkt og mener, at straf skal ses som en regning, der er at betale til samfundet – eller den skadelidte. Foto: Mathias Svold

Når man betragter kriminalitet ud fra en rent økonomisk synsvinkel, ser det hele pludselig meget enkelt ud, og det er dette enkle budskab, som politikerne burde interessere sig for at gøre både forbrydere og samfund begribeligt.

Det er groft trukket op konklusionen på ph.d.-afhandlingen ”On the mechanichs of crime” – om kriminalitetens mekanismer, som for nylig blev forsvaret af den 48-årige økonom ved Syddansk Universitet, Jan Anders Sørensen.

»Jeg har stor respekt for de mennesker, der arbejder med unge mennesker for at prøve at få dem på ret køl og fjernet fra kriminelle miljøer og den slags, men det er en helt anden problemstilling end forholdet mellem forbrydelse og straf,« siger Jan Sørensen.

»Kriminologer og stort set hele det politiske system betragter forbrydere som syge mennesker, der skal hjælpes og resocialiseres, mens alle vi andre betragtes som raske og derfor ikke har deres interesse.

Men forholdet mellem forbrydelse og straf bør anskues som en rent økonomisk mekanisme. Så virker straffen, og det gør den især, hvis enhver kan se et rimeligt forhold mellem forbrydelse og straf. Mellem den forvoldte skade og den pris, der skal betales.

I den bedste af alle verdener ville det være sådan, at forbryderen på forhånd kunne se, hvad straffen var for den forbrydelse, som han påtænker at begå, og så opveje det mod risikoen for at blive opdaget.

Så enkelt kan det selvfølgelig ikke gøres i praksis, men hvis man ville, kunne man i langt højere grad end nu fokusere på forbryderens økonomiske overvejelser end på at betragte kriminalitet som en sygdom, der skal behandles.«

Jan Sørensen nævner som eksempel en person, som overvejer at stjæle en cykel i stedet for at tage bussen:

»Busbilletten koster 24 kr., cyklen står i 2.000 kr. Hvis tyveriet bliver afsløret, står han til en bøde på 1.400 kr., men sandsynligheden for det er blot 0,4 pct., altså en teknisk risiko på 8 kr. ved at stjæle. Holdt op mod busbillettens pris.«

Så rationelt tænker en cykeltyv vel ikke?

»Nej, selvfølgelig ikke. Det er et eksempel sat på spidsen. Sådan tænker voldsmanden på værtshuset selvfølgelig heller ikke, når han handler i affekt, og man må jo heller ikke se bort fra de tilfælde, hvor almindelig dumhed ligger til grund for forbrydelserne. Det er ikke et resultat af rationel overvejelse det hele. Men hvad angår de professionelle forbrydere, så kan jeg love dig, at de har fuldstændig tjek på fortjeneste, strafferamme og risiko for afsløring. De foretager ganske præcise kalkuler og tilrettelægger deres kriminalitet efter, hvor strafferammen og risikoen for opdagelse er mindst og indtjeningsmuligheden størst.«

Det er altså din tese, at det er en prisliste over forbrydelser og straf, der er den mest effektive bekæmpelse af kriminalitet?

»Det er sådan set ikke min tese og dermed ikke nogen ny tanke. Allerede de gamle græske filosoffer som Platon og Aristoteles var inde på en tanke, i Det gamle Testamente tales der om princippet øje for øje, tand for tand, og selv juristerne har jo som deres symbol retfærdighedens gudinde, som sørger for balance i vægtskålene.

Jeg mener, at der er brug for meget større gennemskuelighed i vores straffesystem.

Princippet om, at der falder en regning, når der begås en forbrydelse, bør gøres meget tydeligere.«

Du mener ikke, at det er en karakterbrist hos forbryderne, mere end en økonomisk kalkule, der er baggrunden for forbrydelserne?

»Selvfølgelig har disse mennesker en karakterbrist. Det er da helt sikkert. Det er sandelig ikke mennesker, som jeg på nogen måde bryder mig om, og jeg har stor respekt for de mennesker, der arbejder med at få unge mennesker på ret køl og ud af de kriminelle miljøer, men det er en helt anden problemstilling. Det har ikke noget at gøre med de signaler, som man udsender. Det skal man holde helt adskilt.

Det lyder, som om straffeloven kunne være meget kort, hvis du skulle skrive den?

»Jeg vil nødig gå ind i noget lovspecifikt, men der er i hvert fald brug for en bedre gennemskuelighed og en bedre balance. I det politiske system har vi jo en polarisering, hvor den ene side går ind for den hårde linje og siger, at nu skal disse forbrydere satme ha’ nogen over nakken, så de kan lære det, og den anden side betragter forbryder som nogle stakler, der skal hjælpes. Have den onde ånd uddrevet så at sige. Men der er en tendens til, at man helt glemmer at indregne offerets tab som et afgørende parameter i beregningen af, hvad der er en rimelig straf for en given handling.«

»Jeg så gerne, at man i højere grad tænker over de signaler, som man udsender, når man straffer. Der skal være den rimelige balance mellem kriminaliteten og straffen, så man som almindelig borger føler, at systemet er på borgerens side.«

»Jeg er opmærksom på, at almindelige borgere forlanger højere straffe, måske af hævngerrighed, men nogle gange må man jo også konstatere, at der gives sært små straffe for bevidst at slå en person til lirekassemand.«

Er det, fordi hensynet til voldsmandens resocialisering tager overhånd?

»Ja, kriminologer er dybest set en form for ekstremister, for det er ekstremt, hvis man ikke betragter mennesket som værende i stand til at foretage et frit valg.

Kriminologien anser nærmest pr. definition mennesket som determineret af sociologiske og biologiske kræfter uden for deres kontrol. Den kriminelle er syg af et eller andet – og det er kriminologen, der som en anden læge skal gøre patienten rask.

Når man tænker på den måde, har man svært ved at tænke på incitamentsstrukturer og ikke mindst tænke på straf som et prissignal, der sendes ud til hele det sociale system.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.