De svenske debatter er sjældent åbne diskussioner

Danmark er igennem længere tid blevet fremstillet som et moralsk forkasteligt land i svenske medier. Danskerne bliver beskyldt for fremmedfjendskhed og islamofobi – to utilgivelige synder i Sverige.

De danske forsyndelser er en del af det stående repertoire i den svenske diskurs. At tale dårligt om Danmark øger den pågældende persons prestige og er garanti for en plads på de rettænkendes parnas.

Ifølge Georg Brandes bliver idéer og værdier ved med at være levedygtige, dersom de konstant sættes under debat. Han hentydede til kunst og litteratur, men princippet gælder også andre områder.

En fri og åben debat er en forudsætning for udvikling i et samfund. Det er også en af demokratiets grundpiller.

Der debatteres skam i Sverige, men på en anden måde. De svenske debatter lægger sjældent op til åben diskussion, men er snarere en præsentation af ens faste og urokkelige mening. Viljen til at komme modparten i møde er oftest lig nul.

Den debattør, som giver udtryk for tanker, der strider mod politisk korrekthed, bliver nemt udstødt og forvandlet til en ikkeeksisterende person, en politisk paria.

Det gør ikke den store forskel, dersom man er en dygtig journalist eller en kompetent forsker. I Sverige sidestilles opfattelser med personlighed. Sverige er – ideologisk og samfundsmæssigt – et klaustrofobisk land, hvor marginaliseringen bliver meget mærkbar for den, der afviger.

Den debat, der føres i de danske medier om indvandring, overrasker (hvordan kan de lade folk tale så frit?) og skræmmer (hvad nu, hvis den smitter os!). Sverige har aldrig haft en så frisindet og tolerant presse som Danmark. Desuden virker det, som om danskerne ikke opfatter sig selv som reformatorer eller moralprædikanter.

Flygtningespørgsmålet handler ikke kun om Sveriges, men også om Europas skæbne. Selv om Sverige havde de bedste intentioner i mange henseender, er det alligevel gået galt. Masseindvandringen eller rettere sagt ”invasionen” fra lande, der adskiller sig fra de europæiske normer, skaber problemer, som ingen længere kan benægte eksistensen af.

Trods den ”propaganda”, som de officielle medier hver dag udsender, ved de fleste svenskere, at indvandringen fra lande uden for Europa næppe beriger landet. Det er den menige svensker, der betaler prisen. De ”progressive” pinger holder sig væk fra ghettoiserede forstæder, som ikke minder om Sverige eller for den sags skyld Europa.

Når de bliver pensioneret, flytter de til indvandrerfrie feriesteder på De Kanariske Øer eller ved Rivieraen. Deres børn går ikke i skoler, hvor 90 pct. af børnene taler pidginsvensk, eller hvor brutal mobning er dagligdag. De tager ikke metroen, men en taxi, de bliver ikke udsat for seksuel chikane på gader og stræder, og de bliver ikke eksponeret for religiøs fanatisme.

Mange svenskere er dybt foruroligede over de ubudne gæster, som skridt for skridt ”koloniserer” det svenske samfund. De ved, at de fleste følger af indvandringen er uafvendelige. I det frie Sverige tør ingen debattere endsige nævne indvandringens demografiske konsekvenser. Jeg behøver ikke at skrive hvorfor.

Somme tider er det, som om Sverige vil afskaffe sig selv.