Hvordan har du det egentlig, mand?
»Det er nok ingenting!« Mænd er generelt gode til at skubbe deres bekymringer væk, og det er en fordel på mange områder her i livet. Men når det drejer sig om at holde øje med symptomer på, at ens kræftsygdom er ved at udvikle sig, er det en ulempe.
Derfor er det bekymrende, at en undersøgelse blandt europæiske mænd med avanceret prostatakræft viser, at næsten halvdelen ignorerer symptomer som smerter, der kan være tegn på, at kræften er ved at sprede sig.
Vi ved, at kræften spreder sig til knoglerne for 9 af 10 mænd med avanceret prostatakræft. For at bremse udviklingen er det vigtigt at gøre sin læge opmærksom på selv de mindste forandringer i kroppen. For jo mere specifikt man kan fortælle lægen om, hvordan man har det, jo bedre kan lægen hjælpe. Men desværre oplever vi, at mange mænd har svært ved at tale om deres sygdom og smerter, og i stedet ignorerer symptomerne.
Men hvad ligger til grund for tavsheden? Og hvordan bryder vi den? Næsten hver tredje siger i undersøgelsen, at de synes, det er svært at tale om deres smerter, og at de føler sig svage, hvis de taler om deres smerter. 4 af 10 siger desuden, at de ikke bryder sig om at tale om deres helbred, og mere end hver anden siger, at de regner med, at deres pårørende sørger for at stille de vigtigste spørgsmål, når de er hos lægen.
»Hvordan går det så med dig?« – »Jo tak, det går bedre.« Sådan lyder det alt for ofte, når kræftsyge danske mænd er hos lægen. Men mange mænd har svært ved at svare på så åbne spørgsmål som »hvordan det går«. De har brug for noget konkret at tale ud fra. På den internationale kræftdag den 4. februar lancerer Propa derfor hjemmesiden NIudafTI.dk. Hjemmesiden indeholder bl.a. en symptom-log og en samtaleguide, som skal klæde mænd med avanceret prostatakræft på til samtalen med lægen og gøre det lettere at holde øje med eventuelle symptomer, så der kan gribes ind i tide. På den måde kan vi forhåbentligt få et mere klart og ærligt svar på: ”Hvordan har du det egentlig, mand?”.