Protester mod regeringen – helt i Hartlings ånd
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Når venstrefolk i Sydjylland nu slutter sig til rækken af byrådsmedlemmer og tidligere folketingsmedlemmer fra Venstre, som protesterer mod regeringens flygtningepolitik, så må man sige, at de i en sjælden grad er i overensstemmelse med den historiske grundholdning i deres parti, som især Poul Hartling var eksponent for.
Det faldt i min lod at være Det Radikale Venstres folketingskandidat i Kolding-kredsen i 28 år, hvorved jeg fik et godt kendskab til mange venstrefolk i området, heriblandt Poul Hartling, der var Venstres kandidat i kredsen. Han blev som bekendt formand for Venstre, udenrigsminister og statsminister.
Senere blev han FN’s flygtningehøjkommisær. En post, han med stor international anerkendelse bestred i otte år.
Under Hartlings ledelse lykkedes det på fornem vis Flygtningehøjkommissariatet at skaffe genbosætning til mere end 1 mio. bådflygtninge fra Vietnam. Det førte til, at organisationen i 1981 fik tildelt Nobels fredspris.
På lige fod med danskere
Poul Hartling var konsekvent i sin fastholdelse af de internationale konventioner, som sikrer ret og rimelighed over for mennesker på flugt fra krig og sult. Og han var en nidkær vogter af, at de lande, der modtog flygtningene, levede op til deres forpligtelser.
Han insisterede bl.a. på, at flygtninge, som søgte beskyttelse her i landet, skulle behandles på lige fod med danskerne.
En holdning, der flugter fornemt med den danske humanistiske og kulturelle rummelighed, som især er kommet til udtryk ved, at dansk lovgivning tager vidtgående hensyn til herboende mindretal.
Grundholdningen
Så man må sige, at de protesterende venstrefolk i høj grad handler i god overensstemmelse med den grundholdning i Venstre, som især blev knæsat af Poul Hartling.
Endvidere er de protesterende også i god overensstemmelse med Venstres allerførste folketingsmedlem i Kolding-kredsen, Christen Berg. Hans motto var: »Gå aldrig på akkord med uretten«.