Øv og R.I.P. på sociale medier

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi bør generelt blive bedre til at overveje de ting, vi skriver på de sociale medier, inden vi poster dem, således at nogle kommentarer kunne blive rigere på indhold, og andre aldrig ville få set dagens lys.

Dødsfald er et emne, der afføder en masse kommentarer. Men hvad er det, vi skriver, når mennesker går bort? Giver det mening, og hvorfor skriver vi, som vi gør?

I forbindelse med offentligt kendte personers død (senest David Bowie) har jeg gang på gang læst kommentarer på Facebook og undret mig over, at så mange vælger at skrive noget, eftersom de tilsyneladende ikke har noget fornuftigt på hjertet.

Mange posts består af et vedhæftet billede af Bowie samt en kort kommentar såsom: ”Nederen”, ”Åndssvagt”, ”Mega øv”, ”Ærgerligt”, ”Lort” osv.

Og nej, det er ikke kommentarer fra en flok ignorante teenagere, der ikke ved, hvordan de skal føle eller udtrykke sig om døden. Det er skrevet af voksne mennesker i 20’erne og 30’erne.

I mine ører får det den samme klang, som da Paul McCartney i et uheldigt øjeblik kom til at svare »It’s a drag« (drag: engelsk slang for kedeligt/træls/åndssvagt), da en journalist spurgte, hvordan han forholdt sig til mordet på John Lennon dagen før. Det udløste et ramaskrig verden over, at han kunne finde på at udtale sig så kynisk og ligeglad om at have mistet sin gamle ven. Men sagen er jo den, at det blot var en ubetænksom kommentar, der røg ud af en forvirret og fortvivlet McCartney, da han blev overrasket af nogle journalister på vej ud til sin bil.

På de sociale medier har vi altid mulighed for at vente med at skrive og poste vores tanker, til vi har en tilstrækkelig sindsro til at skrive noget velovervejet og meningsfuldt. I forbindelse med et dødsfald siger jeg ikke, at det enten skal være den helt store nekrolog eller ingenting, men hvis man ikke har andet fornuftigt at skrive end gloser, der bedst beskriver ens sindstilstand, når man som gymnasiast havde udsigt til en dobbelt tysk time, eller når man som voksen skal til at gå i krig med sin selvangivelse, synes jeg, man skal lade helt være.

Mange vælger at skrive ”R.I.P.” (Rest In Peace), som man med lidt god vilje kan kalde vor tids forkvaklede udgave af ”kondolere”. Forskellen er bare, at en kondolence er et udtryk for sympati og medfølelse og er direkte rettet mod den pårørende til afdøde.

”R.I.P.” er en meget nem, uforpligtende og upersonlig måde at sende en hilsen til afdøde. Men det er også selviscenesættende. Når man skriver »R.I.P. David Bowie«, får man gjort sit netværk opmærksom på sine musikalske og kunstneriske præferencer – ”Kan I så forstå, at jeg har stil og god smag. Jeg har jo lyttet til Bowie”.

De sociale medier er på de fleste punkter meget overfladiske, og det er nok meget godt, eftersom det ville være endnu mere patetisk, end det i forvejen er, hvis det fremstod som den store doktorafhandling, hver gang man postede noget om sine kære børn, sin frække hund, sin lækre mad osv.

Men tingene kommer ud af proportion, når der skøjtes så let og overfladisk hen over et emne som døden. Man bliver i tvivl om, hvorfor folk vælger at skrive, som de gør, og hvorfor de overhovedet skriver noget.

Nok er det vigtigere, hvordan vi taler til hinanden, mens vi er i live, end hvordan vi taler til og om de døde, og det er ikke for at tale deres (de dødes) sag, at jeg mener, som jeg gør.

Jeg kommer blot med en opfordring til, at der skal være fornuft og indhold i det, vi skriver – ikke mindst, når det vedrører døden.