Mere benzin på bålet
Det er bemærkelsesværdigt, som visse embedsfolk (biskopper, generalsekretærer og provster) i folkekirken giver udtryk for politiske meninger/holdninger over for deres ”prygelknabe” nr. 1, nemlig Israel.
Netop som det nye år begyndte, skrev (i JP 1/1) Marianne Christiansen, biskop i Haderslev Stift, Anders Gadegaard, domprovst ved Københavns Domkirke, og Birgitte Stoklund Larsen, generalsekretær i Bibelselskabet, om deres oplevelse på en tur til Hebron.
Israel/Palæstina-konflikten er gammel, meget indviklet og med rødder flere tusind år tilbage. Det nytter ikke, at folkekirken (som antages at være repræsenteret af ovennævnte, jf. deres titler) prøver at kaste benzin på bålet i stedet for at bidrage med forslag til saglige løsninger af problemet. Alle konflikter har to sider.
Som menigt sognemedlem af folkekirken vil jeg gerne vide, hvad folkekirkens officielle holdning er til konflikten.