Sådan foregår det med den nye skrappe Prøve i Dansk 3

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For nylig var jeg mundtlig eksaminator for 19 selvstuderende udlændinge, som gik op til Prøve i Dansk 3. Selvstuderende betyder, at de ikke har modtaget undervisning på Danskuddannelse 3.

De fleste af dem fik prøven betalt af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Som selvstuderende koster prøven ellers 1.265 kr. Grunden til ministeriets tilbud var, at eksaminanderne havde indsendt en ansøgning om statsborgerskab mellem 15/8 og 15/10. Reglerne blev ændret i efteråret med tilbagevirkende kraft, så man nu skal have bestået en Prøve i Dansk 3 for at kunne opnå dansk statsborgerskab. Så de tog chancen.

Vælger ikke selv uddannelsen

Danskuddannelsen på landets sprogcentre er inddelt i tre spor: spor 1 for ægte eller latinske analfabeter med ingen eller en meget kort skolebaggrund; spor 2 for kursister med en kort skolebaggrund eller måske med en længere skolebaggrund og en uddannelse, men fra et fjernkulturelt land og med ingen eller ringe engelskkundskaber; spor 3 for folk med en gymnasieuddannelse, ofte en videregående uddannelse og med gode engelskkundskaber.

Man vælger ikke selv, hvilken danskuddannelse man vil tage.

Universitetsansatte fik 00

Et stort flertal af de selvstuderende fik -3 eller 00, hvilket medførte, at de, med deres skriftlige karakterer på et tilsvarende niveau, dumpede. De skulle have haft mindst 7 for at bestå prøven med 02 i gennemsnit (den mundtlige karakter tæller dobbelt).

For at illustrere den skriftlige prøves sværhedsgrad kan jeg nævne, at adskillige højtuddannede universitetsansatte, som havde fulgt undervisningen på Danskuddannelse 3, også fik 00 i skrivning i denne prøvetermin.

En af prøvedeltagerne ankom i sin røde postjakke på vej til arbejde. En anden mødte op efter at have kørt taxa i 12 timer. De holdt deres forberedte mundtlige oplæg om henholdsvis ”Velfærdssystemet i Danmark” og ”Frivilligt arbejde i Danmark”. Deres oplæg var glimrende, og de svarede på mine spørgsmål på et ikke fejlfrit, men fuldt ud forståeligt dansk.

Stoppet af disse spørgsmål

Da turen kom til dialogdelen af prøven, hvor de skulle svare på Undervisningsministeriets obligatoriske spørgsmål, gik det galt. Den ene kunne ikke forholde sig til dette spørgsmål: »Nogle mennesker vil gerne have bedre dyrevelfærd og strengere regler for, hvordan forsøgsdyr og fødevaredyr som f.eks. køer og svin må behandles. Hvilke fordele og ulemper mener du, der kan være ved det?« Hva’ ba’?

Den anden havde svært ved at svare på blandt andet dette spørgsmål: »Der er en afslappet alkoholkultur i Danmark. Mange forældre tillader deres helt unge børn at drikke alkohol en gang imellem. Hvilke fordele og ulemper mener du, der kan være ved det?« Øh!

I deres hjem har man åbenbart ikke været vant til at diskutere dyrevelfærd og alkoholkultur ved middagsbordet.

Arbejder og betaler skat

De fik begge 02 og altså ikke nok til at kunne ansøge om dansk statsborgerskab, fordi deres skriftlige karakterer var for lave. De har boet i Danmark i mange år, arbejder og betaler skat. Men de kan ikke blive fuldgyldige medlemmer af samfundet.

En tredje prøvedeltager klarede lige skærene og fik 7, men også kun lige akkurat. Med sine -3 i læsning og skriftlig fremstilling fik han et gennemsnit på 02. Han er født og opvokset i Danmark, fortalte han censor og mig, da han havde fået sin karakter, er uddannet håndværker og arbejder som svend i et håndværkerfirma.

Flertallet af prøvedeltagerne var kvinder, som deltager i frivilligt arbejde i deres lokalområde, passer deres børn og måske har et rengøringsjob. De kan kommunikere uden problemer, men kun om personlige, nære emner. Ikke om almene emner på et abstrakt niveau. Og derfor kan de ikke blive danske statsborgere.

Diskriminerende krav

Jeg mener, at den nuværende regerings stramning af kravene til opnåelse af dansk statsborgerskab er diskriminerende – og farlig. Hvordan reagerer postarbejderen og taxachaufføren, når de kommer hjem og skal fortælle, at de ikke er gode nok til at blive danske statsborgere? Og hvordan reagerer deres børn?

I medierne fremstår det ofte, som om det at lære dansk er et spørgsmål om at tage sig sammen. Men når kravene til en Prøve i Dansk 3 indebærer, at man skal have en længere uddannelsesmæssig og helst vestlig baggrund for at kunne bestå, udelukker man størstedelen af indvandrerne fra at blive ligestillede borgere.

Til Prøve i Dansk 3 skal man kunne diskutere abstrakte emner på et halvakademisk niveau. Prøve i Dansk 2 er mere pragmatisk og kvalificerer til, at man fx kan blive postarbejder eller taxachauffør og dermed skatteyder. Men desværre ikke længere til, at man kan blive dansk statsborger.

Mange danskere ville dumpe

Til den prøve, hvor jeg var eksaminator, var der også et par solstrålehistorier: en amerikaner og en italiener, som brillerede med formfuldendte oplæg og diskussionslyst, bredt ordforråd, nuanceret argumentation og ingen eller kun ubetydelige sproglige fejl. De fik begge 12. De kunne aldrig finde på at sige »De ska’ ka’ dansk«, som vores udlændinge, bolig- og integrationsminister Inger Støjberg til gengæld har ytret ved flere lejligheder.

Og hvad er det at ka’ dansk? Mange danskere ville aldrig være blevet danske statsborgere, hvis de skulle have bestået en Prøve i Dansk 3 forinden.