Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Fiskeriet skævvrides af kvoter

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen var glad, da hun kom hjem fra Bruxelles med forhøjede fiskekvoter sent tirsdag. ”Flere fisk til danske fiskere”, hed det stolt. Men det er ikke hele sandheden.

Vi kunne nemlig samme dag afsløre, at store mængder danske fiskekvoter er ejet af svenske kvotekonger. Det drejer sig for eksempel om 12-13 pct. af alle sildekvoterne. Hvor mange af de danske kvoter, der reelt er på udenlandske hænder, er uvist. Derfor har SF og Enhedslisten nu kaldt miljø- og fødevareministeren i samråd for bl.a. at besvare netop det spørgsmål. Men lad os tage et eksempel.

Astrid Fiskeri A/S har adresse i Skagen, men er ejet af familien Johansson fra Rörö i Göteborgs skærgård. Ifølge Astrid Fiskeris seneste årsrapport ejer de danske kvoter for over en halv milliard kroner. Én af de mange kvoter er brisling i Nordsøen. Her ejer Astrid 14,5 pct. af kvoten.

Fiskekvoter blev privatiseret

Brisling, der primært fanges og laves til fiskemel, er netop én af de kvoter, som Eva Kjer Hansen var i Bruxelles og kæmpe for. I 2014 var Eva Kjer Hansen også i Bruxelles og kæmpe for flere brislinger i Nordsøen til ”danske” fiskere. Ministeren vurderede, at den ekstra brislingekvote ville skabe 180 mio. kr. i indtægt på havet. Altså en merindtægt, som familien Johansson fik god glæde af.

Astrid Fiskeri havde i 2014 et overskud på 58 mio. kr., som de kunne sejle hjem til pengetanken på Rörö.

Indtoget af udenlandske rederier på det danske kvotemarked er en direkte konsekvens af VK-regeringens privatisering af danske fiskekvoter op gennem 00’erne. En fiskekvote gik fra at være til låns til at være en vare, der handles frit på markedsvilkår. Og kvoterne blev givet kvit og frit. Eftersom det i realiteten kun er pengepungens størrelse, der sætter grænsen for, hvor mange kvoter der kan købes, fik man skabt et system, der favoriserer de store pengestærke rederier.

Omfattende monopolisering

Udover at åbne for udenlandske fiskere, har konsekvensen også været en omfattende monopolisering. I dag landes halvdelen af de danske fisk af bare 18 fartøjer. På de seneste blot to år er kvotekoncentrationen øget markant, så det nu er 119 fartøjer, der fanger 90 pct. af den danske kvote mod 158 fartøjer i 2013. Det er skidt for samfundet, for det har betydet, at beskæftigelsen i fiskeriet er halveret, og at halvdelen af de danske havne er lukkede og endnu flere trængt i knæ.

Et af Danmarks største rederier, Gitte Henning A/S, er som mange af de største aktører i danske fiskeri startet op i det pelagiske fiskeri, men køber nu massivt op af kystfiskerkvoterne. Det er bare et spørgsmål om tid, før de øvrige mastodonter også må ty til kystfiskerartene for ekspansion – heriblandt udenlandske rederier. Kystfiskere oplever allerede, at de ikke kan hamle op med de store rederier og kvotekonger.

Det bæredygtige er presset

Det er også skidt for miljøet, for når fiskere med garn, krog og snurrevod forsvinder, mister vi samtidig nogle af de mest bæredygtige fiskerier. Mastodonter presser de mindre fiskere og også det naturskånsomme kystfiskeri i knæ.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen har ingen planer om at løfte en finger for at stoppe kvotekongerne. På et samråd i oktober anerkendte hun, at det nuværende system kan føre til monopolisering og kvotekonger, men hun vil dybest set ingenting gøre for at bremse denne udvikling.

Jeg mener, hun bør ændre kvotesystemet, så de danske fisk ikke kun kommer nogle få, meget rige – måske udenlandske – fiskere til gavn, men kommer hele Danmark til gavn. I stedet for ukritisk at hylde stordriften burde Eva Kjer Hansen se på, hvilke værdier der ligger i det naturskånsomme kystfiskeri. Det er dokumenteret, at det kan foregå uden at ødelægge naturen i havet, og rent samfundsøkonomisk er der faktisk også flere penge at hente i det skånsomme fiskeri.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen