Det er ikke nødvendigt at ofre retssikkerheden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den Danske Dommerforening, i daglig tale Dommerforeningen, har blandt andet som formål at værne om retssikkerheden. Det er tydeligt udtrykt i vedtægterne, og denne forpligtelse tager foreningens formand, landsdommer Mikael Sjöberg, så alvorligt, at han advarer mod den stramning af udlændingeloven, som regeringen er på vej med.

Især finder han det betænkeligt, at regeringen ønsker at kunne tilbageholde udlændinge i ubegrænset tid uden at lade en dommer tage stilling til frihedsberøvelsen.

I forvejen kan politiet uden dommerkendelse frihedsberøve udlændinge, som ikke har ret til at opholde sig i landet, i op til 72 timer, hvorefter den tilbageholdte skal løslades, medmindre en dommer kan overbevises om, at der er grund til at forlænge tilbageholdelsen.

Her stilles den illegale udlænding i forvejen ringere end en person, der anholdes som sigtet for en straffelovsovertrædelse, for en sådan person må kun være anholdt i 24 timer, inden han skal stilles for en dommer.

Men hvis regeringen har magt, som den for tiden har agt, så er der altså lagt op til, at udlændige på ulovligt ophold kan tilbageholdes i ubegrænset tid, uden at en dommer skal tage stilling.

»I stedet for at ofre 72 timersreglen for udlændinge kunne man jo udvide den til i ganske særlige tilfælde at gælde i syv eller otte dage. Så har man kontrol. Man har en dommer, som skal godkende frihedsberøvelsen og fastsætte en frist for, hvor længe den skal vare. Men hvis man bare kan tilbageholde en person uden domstolskontrol, risikerer man jo populært sagt, at nøglen bliver væk, og man glemmer den tilbageholdte.«

Men hvad er der egentlig grundlæggende i vejen med, at politikerne går til det yderste for at beskytte de lovlydige borgere?

»Jeg er enig i, at politikerne skal stille nogle regler op, som i videst muligt omfang kan beskytte borgerne mod terrorhandlinger og andre overgreb; og i den aktuelle situation hvor der kommer flere udlændinge, end myndighederne kan håndtere. Der skal reageres, det er klart. Jeg mener bare, at man skal holde hovedet koldt og sikre sig, at det sker uden at ofre noget af det, som man gennem mange årtier har bygget op som noget helt fundamentalt i vores samfund.

Jeg mener ikke, at det er nødvendigt at gå så langt. Jeg mener, at terror- og kriminalitetsbekæmpelse så vel som håndtering af stor tilstrømning af udlændinge godt kan forenes med borgernes retssikkerhed. Jeg mener, at det er til skade for retssikkerheden, når man åbner for at frihedsberøve uden dommerkendelse. Jeg forstår godt de indgreb, som man vil foretage, men jeg mener ikke, at det er nødvendigt for at nå målet, at man ofrer retssikkerheden.

Det er kendetegnende for et demokratisk samfund, at domstolene vogter over den udøvende magt. Det er helt fundamentalt, at den står til ansvar over for domstolene.«

I den aktuelle situation er der udlændinge, der må se deres retssikkerhed truet, men i foråret var Dommerforeningen sammen med bl.a. Advokatrådet også ude med en skarp kritik af et andet dansk lovinitiativ. Det var, da regeringen ville give Forsvarets Efterretningstjeneste tilladelse til uden dommerkendelse at aflytte danskere i udlandet.

Forslaget blev ændret, så sådanne aflytninger nu kun kan ske ved retskendelse, men dommerformanden grunder over, hvad der ville være sket, hvis ikke Dommerforeningen og andre havde gjort indsigelser.

»Jeg har stor tillid til politiet, men alle har godt af at blive kontrolleret. Selvfølgelig også domstolene. Hvad vi foretager, er fuldt offentligt. Ingen har sagt det, men hvis ikke vi havde advaret i foråret, så ville Politiets Efterretningstjeneste snart stå der med lige så gode argumenter som Forsvarets Efterretningstjeneste. Og hvis PET skulle få tilladelse til at aflytte uden dommerkendelse, så skrider det hele. Hvis vi ikke havde sagt fra, kunne vores tavshed være blevet opfattet som udtryk for, at de efter vores opfattelse bare kunne fortsætte. Jeg vil indrømme, at det kunne se ud som en meget lille sag at lave stort postyr ud af, for antallet af danskere, der tager til Syrien for at kæmpe, er heldigvis ikke stort, og hvad er det iøvrigt for en type mennesker, vi taler om? Men retssikkerheden skal gælde alle.

Man hører ofte argumentet, at disse tiltag ikke berører de almindelige lovlydige borgere, men pludselig gør de jo alligevel.

Som for eksempel for nylig, da en dansker blev nægtet indrejse i USA, fordi hans telefonnummer var blevet forvekslet med en eftersøgt persons telefonnummer.«

Hvad er dit ypperste skrækscenarie? Hvis terroren og den grænseoverskridende kriminalitet fortsætter med at eskalere, og politikerne naturligvis forventes at reagere og beskytte borgerne med endnu skarpere kontrolforanstaltninger?

»De indgreb, som man ser nu, ville man aldrig have set for blot tre år siden.«

Men der ser ud til at være folkelig forståelse for både overvågning og suspension af de almindelige retsgarantier – i en god sags tjeneste?

»Det ser sådan ud, men jeg ved nu ikke, om det er en aktiv accept, eller der bare er en stiltiende forståelse af tingenes tilstand. Det, synes jeg, er svært at afgøre. Jeg er opmærksom på, at verden er blevet en anden. Mere barsk.

Dertil kommer, at vi jo er en krigsførende nation med, hvad det indebærer. Men det er væsentlig for mig, at vi fastholder domstolskontrollen ved ethvert tvangsindgreb for at sikre borgernes retssikkerhed. Det er helt fundamentalt.

Vi ved jo ikke, hvad der sker. Men jeg konstaterer, at der sker meget i de europæiske lande lige nu. Der er folkelig legitimitet til at gå meget langt, men pludselig vil man opdage, at man er gået for langt.

Det er det, der er bekymrende.«