Brug for handlekraft

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

På sin vis er jeg glad for, at historikeren Claus Bryld ikke er Frankrigs præsident. For hvordan og med hvilke midler skulle en præsident ellers handle, end som han netop har gjort oven på de modbydelige terrorhandlinger i Paris?

Har Frankrigs befolkning måske ikke ligefrem krav på, at nationens leder udviser rette ord og handlekraft ved netop sådanne hændelser? Claus Bryld kalder præsident Hollandes handlemåde for fanatisme og en farlig vej at gå. Der kan omvendt være meget rigtigt i det, CB skriver i kronikken JP 22/11; at fanatisme ikke skal bekæmpes med samme, men med ord og oplysning. Men rækker det, når modtagerne ikke er modtagelige?

Jeg tvivler og sidder fortsat og spekulerer på, hvilket ordvalg CB havde benyttet sig af, hvis han havde været i præsidentens sko. Jeg tror, at svaret kommer til at blæse i vinden.

En anden præmis synes at være, at Vesten for Guds skyld ikke må kalde det for krig, det, der i øjeblikket foregår for øjnene af os, nu snart overalt i Europa. Jeg er for så vidt ligeglad med, hvad vi kalder det, men uanset hvilke ord vi så ender med at sætte på, går ondet jo ikke væk, hverken af sig selv eller for den sags skyld med et smil; så kan det være nok så overbærende.

Vi kan jo så nøgternt konstatere, at også hærenheder bliver indsat i byområder, da politiet ikke længere alene magter opgaverne.

Og så håber jeg bare, at CB er enig med mig i, at man nødvendigvis ikke er at betragte som fanatiker, men som demokrat, hverken på venstre- eller højrefløjen, der til hver en tid, såvel i ord som i handling, er parat til at forsvare demokratiet og velfærdsstaten mod udefrakommende farer.