Er døden virkelig et valg? Nej, døden er et vilkår
Sundhedssystemet må sondre mellem helbredelse og kortvarig livsforlængende behandling. Uden prioritering kan det bruge alle de penge, samfundet råder over.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kronikken 27/10 bringer dødens kultur og den uafvendelige død ind i behandlingsbilledet med hjertestartere og beskriver forskellen i opfattelse hos eksperter og den folkelige opfattelse. Her berettes om forskellen i realistiske muligheder og den folkelige opfattelse af livreddende behandling.
Der efterlyses en diskussion eller stillingtagen til dødens kultur. Her kan udgangspunktet være, at lægerne ikke redder liv. De udsætter kun død. Denne diskussion rammer lige midt i diskussionen om prioritering i sundhedssystemet.
Men før man kan tale om prioritering i sundhedssystemet, må man tage stilling til døden, og her kan det i kronikken beskrevne polst-dokument (polst: Physician Orders for Life-Sustaining Treatment) eller lignende være en vej til at bringe døden tilbage til en naturlig familiær begivenhed og ikke en hospitalsbegivenhed præget af lukkethed og uro.
Prioritering ikke særlig synlig
Samtidig må sundhedssystemet sondre mellem helbredelse og kortvarig livsforlængende behandling. Uden denne sondring og efterfølgende prioritering kan sundhedssystemet bruge alle de penge, samfundet overhovedet råder over. Der prioriteres allerede i vidt omfang i sundhedssystemet. Prioriteringen er dog ikke særlig synlig i sygehusregi, men i andre grene af sundhedssystemet er prioriteringen helt synlig.
Der er tilskud til tandbehandling, men ikke et gennemtænkt perfekt system. Systemet er historisk og præget af lappeløsninger. Tænk videre på almindelig medicin, fysioterapi, briller, høreapparater og andre nødvendigheder. Igen historiske, irrationelle, uigennemskuelige og uensartede begrundelser for tilskud.
Den vanvittigt dyre medicin
Nu kommer så den vanvittigt dyre medicin, og politikerne på Christiansborg slår kors for sig med ordene: »Naturligvis skal alle have behandling, vi må ikke tage håbet fra patienterne«.
Men der prioriteres blot ad bagvejen. Christiansborg bevilger regionerne penge og overlader prioriteringen til regionspolitikerne. Politikerne på Christiansborg tager ikke stilling til helbredelse eller livsforlængende behandling/dødens uafvendelighed eller kultur. Det kunne måske koste stemmer?
Heller ikke regionspolitikerne ser helheden. De har hørt mantraet fra Christiansborg: »Der må ikke prioriteres med hensyn til den dyre medicin«. De lader bare stå til og sparer på ansatte, på sygeplejersker, rengøring mv. Tænker man disse besparelser igennem og forestiller sig mange flere sparerunder, har regionerne råd til den dyre medicin, men ingen til at give den.
Den uafvendelige død
Prioritering og sundhedssystem skal ses i en helhed. Vi har ikke råd til både nyt sygehusbyggeri, nye behandlingsmuligheder og ny dyr medicin. Der skal prioriteres – man kan ikke blæse og have mel i munden.
Vi siger, at læger redder liv, men i virkeligheden udsætter de blot død. Døden er et vilkår. Alt liv er dødeligt, og det bør tages med i sundhedssystemet. Det er aldrig let at prioritere en patient frem for en anden, og lægen viger tilbage uanset viden om, at den nye medicin blot udsætter den uafvendelige død med dage, uger eller få måneder.
Når de realistiske behandlingsmuligheder er opbrugt, skal man se sandheden i øjnene og søge afklaring af den forestående død og lade den døende patient få så megen livskvalitet som muligt ud af den sidste tid.
Her kommer så vores almindelige målestok for livet ind: Livslængde er eneste målestok – ikke livskvalitet. Hvad betyder et par måneder mere, når det drejer sig om sengeleje, et menneske hyldet i medicintåger og præget af nedsat fysisk formåen, ændret psyke, nedsat hjernefunktion, kvalme, svimmelhed og smerter?
Giv frihed til sundhedssystemet
Her skal såvel patienten som sundhedssystemet se realistisk på helbredelsesmulighederne, og når de så endegyldigt er ophørt, skal der et nyt syn på den korte fremtid for den enkelte patient. Lad sundhedssystemet få frihed til helbredelse, afklaring af behandlingsmulighederne og sluttelig konstatering af manglende realistiske behandlingsmuligheder f.eks. ved brug af polst-dokumentet.
Når de realistiske behandlingsmuligheder er opbrugt, skal man se sandheden i øjnene og søge afklaring af den forestående død og lade den døende patient få så megen livskvalitet som muligt ud af den sidste tid i stedet for krampagtigt at fortrænge døden og bare poste mere medicin på den døende.
Mangel på hospicepladser
Denne afklaring mellem sygehus på den ene side og den døende med familie på den anden kan hjælpes på vej via et polst-dokument. Så er henvisning til hospice den åbenlyse mulighed. På hospice er der specielt uddannet personale og frivillige med særlige forudsætninger for afklaring om den forestående død og relevant smertelindring i mellemtiden. Samtidig skal der oprettes flere hospicepladser.
Der er i dag en mangel på ca. 200-250 pladser.
Et hospice er dyrt at opføre og koster mange penge at drive. Men prioritering af behandling og dyr medicin giver mulighed for en kvalitetsbetonet livsafslutning på hospice uden de voldsomme bivirkninger, som megen behandling og medicin påfører den døende. Samlet set er det nødvendigt at prioritere, at erkende dødens uafvendelighed og så indkalkulere hospice i den virkelighed, der afslutter alt liv.