Et grænsespørgsmål

Der er et febersyn over Danmark. Gående på, at hvis bare vi lukkede grænsen til Tyskland, var alt forsvundet – ingen kriminalitet, ingen flygtninge, bare det gode gamle Danmark, som vi engang kendte det.

Nu er der bare lige det, at ingen i min levetid har oplevet lukkede grænser. Selv i 1970’erne var grænsen ikke lukket. Man foretog flere stikprøver dengang, javel, og mere paskontrol. Men lukket? Nej.

I 2001 opnåede vi en landvinding for det europæiske fællesskab – nemlig den frie bevægelighed på tværs af grænserne. Væk var besværet, paskøerne, og hvad har vi ellers? Kun få stikprøver af hensyn til sikkerheden blev det til, og samtidig en kontrol fra de ydre grænser, der skulle sikre mod tilstrømningen.

Siden blev det europæiske samarbejde tættere og tættere. Økonomiske strømme flød frit, og mennesker, kapital og tjenesteydelser er nu tæt forbundne. Er man i tvivl, så spørg enhver dansker på vej på ferie eller forretning sydpå.

At forestille sig en løsning med lukkede grænser, med kilometer lange lastbilkøer – fyldt med svin på vej til slagtning eller fødevarer, der skal transporteres – er for mig at se uden realitetssans. Det vil betyde uhyre besvær for den enkelte og en økonomisk katastrofe for dansk erhvervsliv. Er det de gode gamle dage, man sådan længes efter?

Det vil samtidig betyde noget, tilhængerne af lukket grænse-synspunktet må have overset eller fornægter: at mange af de asylansøgere, der rejser igennem Danmark, i stedet må formodes at ville blive her – der kan være tale om at vi i så fald måtte tælle i tusindvis.

Lad mig blot stilfærdigt minde om, at politiet skønner, at der siden den 6. september 2015 er rejst omkring 21.000 gennem Danmark. Det er realiteten, efter tyskerne indbød enhver forfulgt syrer – og tro mig, jeg forstår dem godt, syrerne – til at komme til Tyskland. Der brød Europas ydre grænser – midlertidigt – sammen.

Hvorfor vil en lukket dansk grænse betyde titusindvis af asylansøgere i Danmark?

Fordi opstår den situation, at en person stiller på den danske grænse og beder om asyl, skal han undergives asylbehandling ifølge FN’s flygtningekonvention. Så bliver han kørt til Center Sandholm, registreret med fingeraftryk og hele molevitten, og hans grundlag for evt. asyl undersøges.

Stillet overfor en lukket grænse kan vedkommende ikke rejse til Sverige, Norge eller Finland – derfor er hans eneste valg enten at søge asyl i Tyskland eller i Danmark. Mange vil vælge det sidste.

Hvad ville i øvrigt en sådan indsats betyde for politiet? Ja, det vil i hvert fald betyde, at en betydelig del af vores politistyrke skal rykkes til den dansk-tyske grænse.

Med det pres, der allerede nu er på politiet som følge af terrorangrebet, så vil det betyde, at der skal skrues gevaldigt ned for politiindsatsen i resten af landet. Og hvad med de mange tusinde kilometers kystlinje? Hvem skal bevogte dem?

Det vil samtidig kræve, at vi trådte ud af Schengen-samarbejdet.

Skulle det ende der, bliver livet besværliggjort for alle – såvel borgere som virksomheder.

Det er derfor, regeringen har valgt en linje, hvor en løsning søges tilvejebragt inden for det europæiske samarbejde.

Vi vil afsætte penge til atter at få sikret EU's ydre grænser. Til hjælp i nærområderne, hvor ikke bare en krig hærger, men også sult på grund af den enorme sammenhobning af mennesker og de bevillinger, der slet ikke rækker. Man kan ikke vente andet, end at under de forhold så vil mennesker søge et bedre liv andetsteds.

Det er også derfor, at regeringen i valget mellem at indføre grænsekontrol eller lade folk, der ikke vil søge asyl i Danmark, rejse videre har valgt det sidste. Alle regler overholdes i den forbindelse. Og enhver vil i øvrigt huske, hvordan det egentlig gik, da politiet forsøgsvis prøvede det første.

Ja, det kan hænde, det ikke lyder så heroisk eller så let. Men for Danmark er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det er det bedste valg. I forhold til flygtningesituationen. I forhold til danskernes frihed til at rejse frit og let. I forhold til vores virksomheder og økonomi.

Der er så dem, der dertil vil sige, at vi kan melde os ud af FN’s flygtningekonvention, af Schengen, ja af EU og FN. I givet fald ophører Danmark med at være det Danmark, jeg kender.

Det er også, sagt helt stilfærdigt et fatamorgana. Verden findes. Og det burde de seneste måneder kun alt for godt have mindet os om. At vi intet gjorde i Syrien står os nu dyrt. Det må vi gennemleve. Og søge den bedste løsning for vores land.