Kejserens nye klæder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I H.C. Andersens fortælling om ”Kejserens nye klæder” er der ingen, der tør indrømme, at de ikke kan se kejsernes klæder, før et lille barn råber: »Men han har jo ikke noget på«.

Fortællingen handler overordnet om dumhed og smålighed. Kejseren, og alle andre i byen, ved udmærket godt, at han ikke har noget tøj på, men det er, som om de ikke i tilstrækkelig grad tror deres egne øjne til at overvinde frygten for at blive udstillet og gjort til grin, som lurer lige om hjørnet. Hvad nu hvis der er en mening, som jeg bare ikke helt selv kan se?

Situationen kan meget præcist overføres til den igangværende debat om tilstrømningen af flygtninge og migranter, som især nord- og midteuropæiske lande oplever for tiden. Flygtninge og migranter vil i det følgende for nemheds skyld blive betegnet som indvandrere, hvad de jo altid ender med at blive.

De fleste danskere ved egentlig godt, at tilstrømningen af indvandrere ikke er et problem i sig selv. De ved også godt, at problemet består i, at indvandrerne kommer med en kultur og en religiøs baggrund, som gør, at langt de fleste aldrig bliver en positiv ressource for det danske samfund. Tværtimod.

Den slags må man ikke sige højt, hvis man er et ordentligt menneske. Et ordentligt menneske må ikke udtrykke sin bekymring for indvandringens påvirkning af Danmark og det danske samfund eller ønske at værne om danske værdier og traditioner, og da slet ikke mene, at Danmark ikke skal være et multikulturelt samfund.

Det siger i hvert fald de fleste af vore politikere, som, sammen med en frelst elite af debattører, bloggere og andre meningsdannere, mener at have patent på alle de rigtige meninger og holdninger. Hvis du giver udtryk for noget andet, risikerer du at blive udstillet og gjort til grin.

Faktum er, at den integration, som nødvendigvis må finde sted, hvis indvandring skal være et gode for et overvejende kristent og demokratisk samfund, ikke finder sted, når indvandrerne har en muslimsk baggrund. Integration af muslimske indvandrere er ikke lykkedes i noget europæisk land, selvom der naturligvis altid vil kunne findes enkeltstående eksempler på velintegrerede muslimer.

Med den igangværende tilstrømning af muslimske indvandrere og de medfølgende familiesammenføringer kan vi være sikre på, at samfundet vil få tilført mange personer, som for evigt vil skulle forsørges af danske skatteydere. Vi kan også være sikre på en stigning i kriminalitet og utryghed i samfundet. Mange muslimer har det desuden mere end svært med demokrati, ytringsfrihed og ligestilling, som er helt fundamentale rettigheder i det danske samfund.

Luthers næstekærlighed

Jeg tror, at vi kan lære af Martin Luther, som har stået fadder til Reformationen og den protestantiske kirke.

Der må være enighed om, at Martin Luther om nogen kendte til det kristne budskab om næstekærlighed. Martin Luther mente ikke, at alle religioner er ét fedt og det samme. Han mente, at islam er en lovreligion, som intet har med evangelisk kristendom at gøre. Martin Luther opfordrede derfor til at tage kampen op mod denne trosretning på to måder:

Den første måde er den teologiske eller kristne, hvor man med bøn og Bibel forsøger at overbevise og gendrive islam.

Den anden måde er den politiske, som man deltager i som samfundsborger. Her mente Martin Luther, at der i yderste konsekvens kan blive tale om anvendelse af militær magt, hvis ens land angribes eller trues. Det var netop tilfældet på reformationstiden, hvor Tyskland og andre europæiske lande blev angrebet af tyrkiske muslimer.

Vi lever i en anden tid nu, men vi skal stadig tage kampen op og turde indrømme, at vi er bekymrede over, at Danmark og det danske samfund trues eller vil blive truet af muslimsk indvandring.