Det virale debatindlæg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Brænder du inde med en masse vrede? Ryster du på hovedet over alt og alle, der omgiver dig? Er du overbevist om din egen fortræffelighed? Hvis du kan svare ja til et eller flere af ovenstående spørgsmål, så fat mod. Skabelonen til at få et debatindlæg til at gå viralt synes ligetil.

Første skridt på vejen er at finde på et navn til de personer, den gruppe eller den mentalitet, vreden retter sig imod.

Dette er en disciplin, hvor nedladenhed og opfindsomhed i de mest vellykkede tilfælde sammen går op i en højere enhed. Disciplinen går i al sin enkelhed ud på at sætte to ord sammen, således at en passende etiket tager sin form.

I flæng kan nævnes: speltmødre, curlingforældre, leverpostejsegmentet, nationen!-segmentet, caffe latte-segmentet, remuladedanskere, jubeleuropæere, landsbytosser, storbysnuder, halalhippier, godhedsfanatikere, koldkrigsnostalgikere, økofanatikere, pladderhumanister, kystbanesocialister, hyggeracister, tosseliberalister, nazifeminister, ligusterfascister og naziliberalister.

Som de tre sidstnævnte eksempler viser, kan man altid bare trække nazikortet, hvis kreativitetskontoen er slunken. Med lidt held vinder den til lejligheden opfundne etiket indpas i debatkulturens retorik, især hvis den følges op af en tilpas mængde hån.

Andet skridt efter fuldendt etikettering er nemlig hånlig nedgørelse. Her er intet helligt. Vigtigt er det at understrege, hvorledes det segment, den gruppe eller det individ, der rases imod, er roden til alt ondt. Modstanderen er djævleyngel, naturligvis.

Det er især vigtigt at gøre sig klog på modstanderens opdragelse, der jo har medført en ugudelig, faretruende og landsskadelig tilgang til ethvert givent emne, der måtte være på spil. Her kan man sagtens spekulere i og sågar konkludere, hvordan modstanderens familiære historie må have en masse at gøre med vedkommendes stillingtagen. Ligeledes er det vigtigt at gøre sig klog på, hvilke skjulte motiver der unægtelig må ligge bag den holdning, der varierer fra ens egen.

Fem gode adjektiver

Ydermere bør der redegøres for modstanderens generelle gøren og laden, hvilket jo er en smal sag at gøre sig klog på.

Det kan være alt lige fra, hvilken omgangskreds man forestiller sig, at modstanderen har, og hvilke produkter modstanderen sikkert lægger i sin indkøbskurv, til hvordan modstanderen garanteret opdrager sine børn. Husk desuden at tilføre et af de fem følgende adjektiver i denne nedgørelse: ”snobbede”, ”snæversynede”, ”racistiske”, ”elitære” eller ”hykleriske”. Det virker knaldgodt.

Efter en tilpas mængde tilsvining kan man rykke videre til hævdelse af egen fortræffelighed. Her er det vigtigt stadig at svine modstanderen til. Aldrig bolden, altid manden. Obligatorisk er det at håne fjenden for at være overbevist om, at han/hun/de har fat i den lange ende. Fortæl, hvor latterlig denne idé om egen fortræffelighed og at være fuldstændig overbevist om at have ret er.

Derefter kan man passende gå videre til på overbevisende vis at fortælle, hvorfor ens eget synspunkt er overlegent, og hvorfor dette er fuldstændig skudsikkert.

I samme omgang kan man spille på, at man har uendeligt meget fat i den lange ende, da man både har virkeligheden, økonomien og Gud på sin side.

Dernæst bindes der en sløjfe på debatindlægget ved at vende tilbage til modstanderens holdning. Denne gang bør det dog gøres indirekte, ved at det understreges, at alle holdninger og tilgange, der varierer fra ens egne, er en trussel mod Danmark, dansk ånd, kulturlivet, frisindet eller andre åbenbart meget skrøbelige elementer.

De næste skridt er de nemmeste:

Indsend debatindlægget.

Tag responsen fra de helt enige til dig, og latterliggør responsen fra de uenige.

Bliv yderligere bekræftet i din egen fortræffelighed.