Grønthøster vil lukke uddannelser i provinsen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen havde ikke siddet længe i ministerstolen, før han meldte ud, at der skal flere uddannelser i provinsen.

For som han sagde: Unge skal ikke tvinges til storbyen for at tage en uddannelse. Derfor virker det også helt sort, at ministeren nu udmelder en besparelse på 8,7 mia. kr. på uddannelsesområdet, der vil komme til at presse de regionale uddannelsesudbud så hårdt, at mange kan være nødt til at lukke.

Det er dyrt for en uddannelsesinstitution at sprede sine uddannelser på flere forskellige uddannelsessteder.

Derfor har der gennem de seneste mange år været en tendens til at centralisere uddannelser i de større byer, så bygningsudgifter ikke åd sig for meget ind på pengene til kvalitet i undervisningen. Men centraliseringen er gået for vidt, hvis man ønsker uddannelsesmuligheder for alle og et stærkt grundlag for regional erhvervsudvikling. Derfor satser den nye regering på at vende udviklingen – eller det gjorde den indtil i fredags.

Det kræver ikke mange linjer at forklare, at når en institution som min skal spare 8,5 mio. kr. allerede næste år stigende til 32 mio. kr. om året fra 2019 i forhold til udgangspunktet i dag, er det ikke klaret med lidt administrative opstramninger eller med, at vi køber lidt klogere ind.

Uddannelsessteder i fare

Vi bliver nødt til at se på, om vi fortsat kan have seks udbudssteder fordelt i hele regionen. Med et overslag i den lave ende koster det University College Sjælland ca. 30 mio. kr. ekstra om året at have seks udbudssteder mod eksempelvis tre.

Det er dermed meget svært at se, hvordan vi kan undgå en halvering af vores uddannelsessteder over de næste fire år.

Det mest vanvittige ved den kolossale besparelse er, at den især rammer de regionale uddannelsesinstitutioner med mange udbudssteder – nemlig erhvervsakademier og professionshøjskoler. Ministerens grønthøster er nemlig indrettet, så den alene rammer finansieringen til uddannelse og ikke basisfinansieringen til forskning.

Når man som professionshøjskolerne har en statslig finansiering, der hedder 94 pct. til uddannelse og 6 pct. til forskning, så rammer besparelsen selvsagt meget hårdere, end hvis finansieringen var fifty-fifty til uddannelse og forskning, som det er på universiteterne.

Grønthøsteren, der på overfladen kan ligne en ligelig fordeling af besparelsen på uddannelsesområdet, betyder reelt, at de forskningstunge uddannelsessteder i storbyerne prioriteres politisk.

Selvom man siger det modsatte. Og i en tid, da man er parat til kampe om udflytning af statslige arbejdspladser, er det paradoksalt, at man samtidig underminerer den anden vigtige vej til regional udvikling og vækst – nemlig et stærkt regionalt uddannelsesudbud.