Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Hej mor. Er der plads til dig i døden?

Artiklens øverste billede
Her er et fotografi af Martine Aabyes mor, som var 59 år, da hun døde.

D. 15. september 2011 tilbragte jeg med gode venner. Det var valgdag. 
Dagen før var min mor død i mine arme. 
Hun var den første, jeg gav hjertemassage efter at være blevet læge. Det var på asfalten i regnvejr. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt om hende og aet hende på håret i stedet.

Min mors sidste tid var fyldt med ensomhed og frygt og Master Brew. Hendes liv var en evig rutsjetur mellem lethed og sjov og afgrundsdyb sorg, angst og desperation. Og altid altid altid en kamp mod systemet. 
De bedste år af hendes liv blev brugt på det - et fuldtidsarbejde med kampen for at få fred for kontrolinstanser, fred for aktivering, fred for – for måske to-hundredende gang – at skulle fortælle hele sin livshistorie, som var så svær at tale om, til en ny sagsbehandler.

Min mor havde masser at give. Men ikke på det arbejdsmarked, som krævede 37 timers arbejdsuge, stabilt fremmøde og som havde meget begrænset rummelighed overfor mennesker, som var anderledes.

Min mor var ganske enkelt ikke i stand til at forsørge sig selv eller os børn. Så heldigvis for sociale ydelser. Men prisen var, at hendes lille hurtigt udtømte overskud, blev brugt på at fastholde det spinkle forsørgelsesgrundlag. I stedet for på os, hendes børn. 
Jeg husker tydeligt, hvordan hun gik i seng og var helt i stykker i dagevis efter en samtale med sin sagsbehandler. Og drak dobbelt så meget. Og hvor meget vi savnede hende.

Til sidst opfandt hun en semi-fysisk diagnose og fik førtidspension. 
Hun var på det tidspunkt i fyrrerne. Havde aldrig haft fast arbejde i mere end tre mdr. Ja, det var en festdag! Resten af livet brugte hun bedre, roligere. Fodrede fugle ved søen, gik tur med hunden og drak Master Brew. "Hvorfor kan jeg ikke bare stoppe", spurgte hun mig i årene inden hun døde. Jeg ved det ikke. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle hjælpe hende. Og så døde hun.

Hvad havde været den bedste løsning været? Hvor var min mors plads i vores samfund?
Hendes benhårde erfaringer fra systemet gjorde hende paranoid. Hun overvejede aldrig et sekund at få hjælp. Systemet var hendes fjende - ville hende åbenlyst det værste. Det følte hun ærligt og oprigtig. For hvorfor lyttede de ikke til hende, tog hende seriøst, hvorfor mistænkeliggjorde de hende og krævede det for hende umulige igen og igen og igen? 

Min mor var en af systemets uønskede: Det, hun kunne bidrage med, var der ikke plads til; det, man krævede af hende, magtede hun ikke. Det samme system, som hjalp hende op med den ene hånd, slog hende ned igen og igen med den anden.
Konsekvensen blev, at hun ikke fik hjælp. At vi, hendes børn, ikke fik hjælp.


Havde vi haft et rummeligt arbejdsmarked og ubetinget basisindkomst, havde det ikke gjort min mor til "en god mor", for det var hun nok aldrig blevet, ikke i konventionel forstand. Men det havde givet hende mulighed for at være det bedste, hun kunne være – som mor og som samfundsborger. Og hun VILLE det gerne! Så gerne.
 

Jeg har siden barndommen færdedes i kredse, hvor arbejdende mennesker var sjældenheden. Jeg vil ikke give dovenskab skylden for én eneste af de tilfælde. 
Jeg vil give skylden til psykisk sygdom og misbrug. Til et ufleksibelt og fordomsfuldt arbejdsmarked. Og til et tungt og trægt og mistroisk socialt system.

Ja, det skal kunne betale sig at arbejde. Men man vil opdage, mens man går ned med stress og depression, at pengene ikke er den virkelige løn. Jeg tror på, at vi bliver lykkelige af at bidrage til fællesskabet; at det er den virkelige løn i sig selv. Så hvis vi skal have flere i arbejde, så skal vi gøre arbejdsmarkedet rart at være på for flere - og det gør vi ikke ved at blive ved med at fokusere på penge. For det er ikke det vigtigste, når først man har sikret det basale.

Jeg går ind for et rummeligt, fleksibelt, kreativt arbejdsmarked. Og jeg går ind for ubetinget basisindkomst.
Kan vi få det, tror jeg ikke på, at der er mange, der vil vælge ikke at arbejde, og jeg tror ikke, at det vil blive en krone dyrere, end vores kontrol-cirkus med flere og flere stress-ramte og marginaliserede er aktuelt.

Partiet Alternativet vil arbejde for kontanthjælp uden modkrav, som er et stort og vigtigt skridt på vejen. Og ideen om et rummeligt, fleksibelt og kreativt arbejdsmarked gennemsyrer hele Alternativets politik og tænkemåde.


Derfor, blandt andet, stemmer jeg på Alternativet d. 18. juni. Med min mor i tankerne og i hjertet.

Dette indlæg har i en anden version været bragt på Martine Aabyes Facebook-profil.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.